Ferrari suveræn - McLaren halter stadig

Kimi Räikkönen var ustyrlig i sin Ferrari på sidste testdag på Jerez-banen, hvor McLaren med Jenson Button bag rattet på ny løb ind i problemer

Ferrari ser ud til at have fundet farten igen. I hvert fald var Kimi Räikkönen suverænt hurtigst på sidste testdag på Jerez. (Foto: AP/Miguel Morenatti)
Ferrari ser ud til at have fundet farten igen. I hvert fald var Kimi Räikkönen suverænt hurtigst på sidste testdag på Jerez. (Foto: AP/Miguel Morenatti)

2015 kan blive året, hvor de millioner af Ferrari-tifosi rundt om i verden på ny kan få noget at glæde sig over.

I hvert fald har årets første test på Jerez-banen i Spanien afsløret, at de røde biler er blevet noget hurtigere end konkurrenterne.

Således også onsdag på sidstedagen, hvor eks-verdensmester Kimi Räikkönen distancerede de øvrige testkørere med mere end et sekund på sin hurtigste omgang.

- Sammenlignet med sidste år føles bilen meget bedre.

- Der er stadig en masse at arbejde med og ting at forbedre, men vi har noget godt at arbejde ud fra, og holdet bag har arbejdet godt vinteren igennem for at klargøre bilen.

- Vi kan være glade nu, men det er stadig meget tidligt, sagde finnen efter testen.

Se også: McLaren-chef: Kevin styrket på bænken

I den anden ende af spektret finder vi Kevin Magnussens McLaren.

Den danske tredjekører har ikke været i aktion, men det har hans gamle holdkammerat Jenson Button.

Han kørte ind i nye problemer, da der var problemer med olie-niveauet i den nye Honda-motor.

Derfor tilbagelagde han blot 35 omgange, der dog næsten fordoblede McLaren-totalen.

Det var dog ikke i et tempo, der afstedkom jubelscener i garagen. Button blev onsdagens i særklasse langsomste kører næsten syv sekunder efter Räikkönen.

Se også: Lukket F1-team tæt på overraskende comeback

Dog er det ikke til at vide, hvilken opsætning de forskellige biler har været i.

I Mercedes-lejren var der tydeligt ikke fokus på fart, men på holdbarhed, da verdensmester Lewis Hamilton kørte længst af alle, men blot var tredjehurtigst.

Eksperter vurderer dog, at der er meget mere at hente i Mercedes-raceren, der i store træk kan køre videre på sidste års suveræne setup.

Anderledes hårdt har McLaren det, erkender Hondas udviklingschef Yasuhisa Arai.

- Det er en ny bil og en ny motor, så det er en stor udfordring for mange i både Sakura og Woking

- Vi havde selvfølgelig forventet, at der ville være udfordringer - det er jo en test - men de problemer, vi har mødt, var større end forventet. så vi var ikke i stand til at køre så langt, som vi gerne ville, siger Arai.

Se også: Lettet teamchef: McLaren ovre de værste problemer

Han og Hondas teknikere kan nu i samarbejde med McLarens ditto arbejde de næste par uger på at forbedre bilen.

Næste test er også i Spanien. Den er henlagt til Circuit de Catalunya og løber fire dage fra 19. februar.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere