SHANGHAI (Ekstra Bladet): ‘Good job’.
Iført et kæmpe smil mødte teamchefen Günther Steiner sin danske racerkører midt ude i den store paddock på Shanghai International Circuit. Med disse ord og et ordentligt mandekram takkede han for præstationen.
Lettelsen var til at få øje på hos Kevin Magnussen, efter han med en glimrende præstation i Kinas Grand Prix sikrede sine første point for Haas.
Der er ottendepladser, som kan skuffe, og så er der ottendepladser, når man er ny kører for et team, som kæmper for sin plads i Formel 1’s midterfelt.
Flere tidligere kollegaer fra Renault var blandt de første gratulanter, da Kevin Magnussen tog hjelmen af efter 56 intense omgange i Kina.
Nede foran Haas’ hovedkvarter ventede en større gruppe.
Amerikanerne kom fornemt i gang med sidste sæson, men det var første gang, at Kevin Magnussens side af garagen prøvede at score point i Formel 1.
Danskeren har overtaget Esteban Gutierrez’ hold af mekanikere og ingeniører; sidste år oplevede de frustrerende 11. pladser som bedste resultat. Så de var gladere end gennemsnittet …
Ansættelsen af Kevin Magnussen blev sat i verden for at kunne score point med begge biler - og for at presse Romain Grosjean til at yde endnu mere.
Det sidste lykkes i den grad i sæsonpremieren, og pointene blev indfriet i andet forsøg.
Hvorfor Kevin Magnussen var både glad og lettet, da Ekstra Bladet talte med ham umiddelbart efter løbet.
- Det er altid vigtigt at sætte et godt resultat. Jeg er glad for at komme i gang og få nogle point på tavlen, siger danskeren.
I samme åndedrag stiller han sig ikke tilfreds.
- Men vi skal have flere. Vi skal med i kampen, så vi kan kæmpe, hvor det er sjovt.
Haas har vist under tidtagning, at de kan være med i den øvre del af midterfeltet, og farten i løbet var ganske lovende. Både set i lyset af danskerens ottendeplads, men også hvordan Romain Grosjean efter kikset kvalifikation og en straf kørte sig fra 19. til 11. pladsen.
Pointene kom, fordi bilen var til det. Hvilket blandt andet viste sig i slutningen med overhalinger af både Esteban Ocon og Sergio Perez.
Kevin Magnussen erkendte da også, at det var et stykke tid siden, han havde haft det så sjovt i en racerbil.
- Det var sgu dejligt at presse hele vejen igennem løbet og køre race.
Jagten på de lyserøde Force India blev sat ind efter danskerens sidste pitstop, hvorefter han kunne æde sig ind på dem.
- De var langt derude af, men på den lange langside kunne jeg heldigvis se dem, selv om de var 15 sekunder væk. Man kunne hente, hente dem, hente dem. Jeg havde bilen til det i dag.
Starten var til gengæld ikke god. Haas-racer nummer 20 stod nærmest stille. Det samme gjorde Carlos Sainz skråt til venstre for ham, der som den eneste startede på slicks.
Begge havde problemer i de våde føre.
- Vi følte os glade for, hvor vi var nået til med tørvejrsstart. Men den måde, det er på, hjælper ikke så meget i regnvejr. Det skal vi arbejde på; det var den første regnvejrsstart, vi lavede, forklarede Kevin Magnussen.
Under løbet kiggede dommerne på en situation, hvor danskeren sagtnede farten unødigt under safety car. Det skyldtes et problem med displayet på rattet, og hændelsen gik ustraffet hen.
Allerede søndag aften satte han kurs mod Europa. I næste uge køres der allerede i Bahrain grandprix igen. Stedet, hvor Haas sidste år lavede årets bedste resultat med en femteplads.
Danskerens fire point rækker til en foreløbig syvendeplads i konstruktør-VM. Fire fra Williams og fire foran Renault, Sauber og McLaren, der har sine første til gode.
Kæmpe rejseguide til Formel 1: Her skal du se Kevin køre
Watts syv krav til Kevin: Sådan får du succes hos Haas
Haas-boss stadig tvær: Begge biler burde have scoret point
Sådan, Kevin! Her går han forbi sin kollega fra i fjor:
Superløb af Magnussen sikrer Haas årets første point