Flere Formel 1-løb aflyst

De to kommende Formel 1-løb i Bahrain og Vietnam er nu også aflyst

Haas-kørerne skal ikke til Vietnam i denne omgang. Foto: Andy Hone / LAT Images
Haas-kørerne skal ikke til Vietnam i denne omgang. Foto: Andy Hone / LAT Images

Kevin Magnussen og de øvrige kørere i Formel 1 kommer tidligst i aktion i maj. 

Fredag blev først weekendens grandprix i Australien aflyst som følge af den globale spredning af coronavirus, og senere fredag blev de kommende løb i Vietnam og Bahrain aflyst. 

De to løb var planlagt til 22. marts og 5. april.

Grandprixet i Kina - planlagt til 19. april - blev aflyst på et tidligere tidspunkt. 

Selskabet bag Formel 1 og Den Internationale Motorsportsunion (FIA) siger i en pressemeddelelse, at man i samarbejde med de lokale arrangører i Bahrain og Vietnam vil kigge på mulige for nye datoer. 

Sæsonen 2020 bliver dermed tidligst åbnet i maj, næste løb på kalenderen er løbet i Holland i begyndelsen af maj, men det er stærkt tvivlsomt, om sæsonen begynder her.

I pressemeddelelsen gøres det klart, at man nu kigger på alternative datoer for alle grandprixer i årets løbskalender. Alt afhænger af, hvordan den globale coronakrise udvikler sig.

Formula 1 og FIA forventer ikke, at sæsonen går i gang før tidligst i slutningen af maj.

- Som et resultat heraf (coronakrisen, red.), forventer Formula 1 og FIA at begynde sæsonen i Europa i slutningen af maj, men på grund af den voldsomme stigning af Covid-19-tilfælde i Europa de seneste dage, ville dette jævnligt blive revideret, lyder det i fredagens pressemeddelelse.

Formanden for selskabet bag Formel 1, Chase Carey, understreger, at sikkerheden for fans og alle i Formel 1-familien kommer i første række.

FIA-præsident Jean Todt er på bølgelængde.

- Det handler først og fremmest om at beskytte mennesker.

- Vi vil fortsat læne os op ad input og råd fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO) og myndigheder, og vi vil samarbejde med dem hele vejen igennem denne uforudsigelige periode i forsøget på at beskytte fans, kørere og alle i motorsportssamfundet, siger han.

LIVE

 

6 kommentarer
Vis kommentarer