MONZA (Ekstra Bladet): For få dage siden fastslog Red Bull-teamchef Christian Horner, at beslutningen om at degradere Pierre Gasly fra Red Bull halvvejs inde i 2019-sæsonen var den rigtige.
Alexander Albon er fortsat køreren, teamet satser på som makker til Max Verstappen.
Efter en historisk dag på Monza gav Gasly sin tidligere chef noget at tænke over.
Red Bull var ingen steder, Ferrari var fornærmende ringe, og Lewis Hamilton blev kun nummer syv efter en stop-and-go-straf.
Det skabte fundamentet for et sensationelt podie med Pierre Gasly, Carlos Sainz Jr. og Lance Stroll.
For første gang siden marts 2013 kom vinderen af et F1-grandprix ikke fra Mercedes, Red Bull eller Ferrari.
Da Alpha Tauri som Toro Rosso i 2008 vandt sit første grandprix, blev den dengang usandsynlige sejrherre Sebastian Vettel hurtigt forfremmet til Red Bull.
Men Pierre Gasly tør næsten ikke håbe på, at det samme sker for ham med comeback til førsteholdet.
- Jeg synes, jeg er klar, men det er ikke min beslutning. Jeg må bare vise, hvad jeg kan med det rigtige værktøj i hænderne, siger den naturligvis ovenud lykkelige franskmand.
Artiklen fortsætter under billederne ...
- Jeg prøver stadig at forstå, hvad der skete. For nogle måneder siden fik jeg i Brasilien mit første podie, og nu har jeg min første sejr og så på Monza. Efter alt, hvad der er sket for mig de seneste 18 måneder, kan jeg ikke forestille mig en bedre måde at vinde.
Normalt byder Monza på et af de mest spektakulære podier, men i år manglede de tusindvis af tifosi.
Franskmanden satte sig ned efterfølgende og forestillede sig dem nedenfor sammen med hans venner og familie. Skuffelsen fra sidste år har han vendt til noget positivt og er nu næsten a point med Albon i mesterskabet, som stadig har sit første besøg på podiet til gode på trods af, at han har siddet et år i en Red Bull.
- Det var et hårdt øjeblik sidste år. Jeg voksede op med fire ældre brødre, så jeg har været igennem ting, som har givet mig karakter. Jeg har altid måttet kæmpe for, hvad jeg ønskede. Jeg har altid kunnet omdanne negativ energi til noget positivt, siger Gasly.
- Jeg ved, at jeg er hurtig, og jeg har kæmpet for sejre og mesterskaber i mine tidlige år. Det ønsker jeg også F1.
Hans landsmand Romain Grosjean var en af de første gratulanter og stod og sang med på Marseillaisen.
- Det er 24 år siden, at franskmand har vundet. Pierre havde et svært år i fjor, og han fortjener det her. Fantastisk og genialt. Vive la France.
Dobbelt-podie til Lundgaard: Min weekend
- Desværre for os var det en svær dag, jeg er bare glad for, at Pierre vandt, sagde Grosjean, som blev 12’er.
Kevin Magnussen fik klippet sin frontvinge fra begge sider i allerførste sving. Herefter så det hæderligt ud, før danskeren måtte udgå med et problem med Ferrari-motoren.
- Vi lå og matchede McLarens tider, så jeg ville gerne have set, hvad det kunne have blevet til. Et ret begivenhedsrigt løb, og lige sådan et, som jeg gerne ville være en del af, sagde han.
Der er endnu en chance næste weekend på Mugello.
Watt hentet i privatfly: Første gang jeg havde modet
Astronomiske tal: Verdens dyreste reservedele