Før grandprixet: Renault må satse

Efter problemfyldte træninger bliver søndagens strategi for Kevin Magnussen lidt af et hovedbrud

SHANGHAI (Ekstra Bladet): Renaults ingeniører og strateger har nok at se til inden søndagens grandprix.

Fordi lørdagens træning blev kørt under våde forhold, og Kevin Magnussen fik sin fredag ødelagt på grund af et problem med hjulophænget, har teamet ikke indsamlet de nødvendige data.

Kevin Magnussen må læne sig op af Jolyon Palmers problemfrie træning, men briten kørte kun længere stints på medium- og supersoft-dækket.

Kevin Magnussen står foran en voksen opgave søndag morgen i Shanghai. (Foto: Jan Sommer)
Kevin Magnussen står foran en voksen opgave søndag morgen i Shanghai. (Foto: Jan Sommer)
 

- Det bliver svært, fordi jeg ikke kørte i anden træning, hvor man kører sit long run. Det betyder, at vi - Renault - slet ikke har kørt med softdækket.

- Men vi får se. Måske rammer vi rigtigt, måske rammer vi forkert, siger danskeren.

I Bahrain havde Renault i løbet netop problemer med at få softdækket til at fungere optimalt, hvilket de ikke helt forstod.

Hvorimod Kevin Magnussen brugte supersoft-dækket til at køre sig op i feltet, men det kan ikke holde så længe under de køligere temperaturer og på banen i Shanghai.

Nico Rosberg starter fra pole position - holdkammeraten Lewis Hamilton bagerst på grund af tekniske problemer. (Foto: Jan Sommer)
Nico Rosberg starter fra pole position - holdkammeraten Lewis Hamilton bagerst på grund af tekniske problemer. (Foto: Jan Sommer)
 

Se om Renault rammer rigtigt fra klokken 08.00 søndag morgen – live på ekstrabladet.dk

Sådan får Renault årets første point

1. Held! Teamet har ikke farten til top-ti, så de skal have hjælp med på vejen. Andre og bedre biler skal udgå, før de for alvor kan nærme sig de sjove placeringer.

2. Lidt kløgt. Renault er nødt til at ramme rigtigt med strategien trods flere ubekendte. Med tre forskellige dæktyper er der muligheder for at vinde placeringer her. De nye dækregler giver flere muligheder for at begå fejl.

3. Og pas på dækkene. Shanghai International Circuit er særligt hård ved fordækkene – ikke mindst i sving et og otte. Da Kevin Magnussen sidst var her, havde han store problemer med at få dem til at holde. I årets første løb har han vist en markant forbedret evne til at håndtere sine dæk – det skulle gerne fortsætte.

40 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere