Før løbet der tog hans søn: Formel 1-far i gribende interview

Formel 1-showet returnerer til Japan, og dermed markerer weekenden også et-året for den forfærdelige ulykke, der kostede Jules Bianchi livet

Regnen piskede ned, og udsynet var reduceret til et minimum. Alligevel var det tydeligt for alle og enhver, at noget var helt galt, da Jules Bianchis rød-hvide Marussia-racer i alt for høj fart forlod banen og kilede sig fast under en kran.

Ulykken blev til et kulsort kapitel i Formel 1-historien, da familien i sommer meddelte, at det unge racer-talent ikke længere var i live. Efter ni måneder i koma havde sporten fået sin første dødsulykke siden Ayrton Senna i 1994.

Denne weekend samles Formel 1-feltet på Suzuka-banen i Japan. Dermed markeres også et jubilæum af den triste art. Et år siden ulykken. For Bianchis familie bliver det et ubehageligt gensyn med den bane, der tog deres søn og bror fra dem.

I et gribende interview med engelske BBC fortæller Philippe Bianchi om den svære tid, der venter ham, mor Christine, hans bror Tom og søster Mélanie.

- Det er et svært øjeblik, fordi det markerer et-året for Jules' ulykke, og det her bliver ikke en god weekend for Bianchi-familien, siger en sønderknust far til BBC.

- Jules er så enormt savnet af hele sin familie, sine fans og alle hans venner. Det er meget hårdt.

Artiklen fortsætter under billederne

Philippe Bianchi ved begravelsen den 21. juli i år (Foto: AP)
Philippe Bianchi ved begravelsen den 21. juli i år (Foto: AP)

Jules Bianchi som vi husker ham (Foto: AP)
Jules Bianchi som vi husker ham (Foto: AP)
 

Jules er altid hos mig
Ulykken skete helt præcist den 5. oktober 2014. En senere undersøgelse afslørede, at Bianchi var udsat for en ekstrem g-påvirkning. Læs mere om det her.

Den 18. juli i år fortalte familien - med far Philippe i spidsen - den tragiske nyhed til familie, venner, fans og kolleger verden over. Bianchis ulykke havde kostet ham livet. Og ændrede en familie for evigt.

- Jeg tror, at Jules altid er hos mig, men det er svært, for han plejede at ringe til mig og sin mor hver eneste dag, og nu er der snart gået et år, uden at jeg har kunne tale med ham, og hans mor har kunnet tale med ham, lyder det gribende fra Philippe.

- Og i ni måneder kunne jeg ikke røre ved ham og ikke give ham et kys. Men Jules var en meget god dreng, han var meget tæt på sin familie - det er bare forfærdeligt, lyder det fra far Bianchi, der også afslører, at han endnu ikke har kunnet få sig selv til at gense episoden, der kostede sønnikes liv.

Og måske kommer han aldrig til det. Nu skal først en hård weekend overståes.

Jules Bianchi (tv.) og Fernando Alonso (th.) sammen i Ferrari-tøjet (Foto: Abacapress) Formel 1 - 23. jul. 2015 - kl. 13:59 Derfor blev Alonso væk fra F1-vennens begravelse

TV: Se de rørende billeder: Familie og kollegaer begraver Jules Bianchi

Jules Bianchis racer er klemt inde under kranen (Foto: Zuma Press)
Jules Bianchis racer er klemt inde under kranen (Foto: Zuma Press)
 

BLÅ BOG: Jules Bianchi blev 25 år

Navn: Jules Bianchi

Født: 3. august 1989

Død: 17. juli 2015 (25 år)

Fødested: Nice, Frankrig

Nationalitet: Fransk

Formel 1-karriere:

* Aktive år: 2013-2014

* Hold: Marussia

* Løbsdeltagelser: 34

* Point i karrieren: 2

* Debut: 2013 i det australske grandprix

* Sidste løb: 2014 i det japanske grandprix

* Var inden tiden hos Marussia reservekører hos Force India og testkører for Ferrari

* Bianchis grandonkel Lucien var Formel 1-kører i perioden 1960-1968. Lucien vandt Le Mans i 1968 og døde i en ulykke i optakten til løbet det efterfølgende år. Jules Bianchis bedstefar Mauro var også racerkører.

Kilder: ABC News, Reuters

10 kommentarer
Vis kommentarer