Først tog han Kevins træning - nu vil han have bilen

Den 20-årige russer Sergey Sirotkin har ingen planer om kun at køre test for Renault. Han vil have et fast sæde fra næste sæson

Sergey Sirotkin kommer med stor opbakning, og han vil køre Formel 1 for Renault til næste sæson. (Foto: Imago/All Over Press)
Sergey Sirotkin kommer med stor opbakning, og han vil køre Formel 1 for Renault til næste sæson. (Foto: Imago/All Over Press)

Kevin Magnussen kan godt begynde at kigge ekstra godt i sidespejlene.

For det er ikke kun konkurrenterne på Formel 1-banerne, der trænger sig på bag danskeren.

Det gør også den 20-årige russer Sergey Sirotkin. Med økonomisk støtte fra den store russiske bank SMP og solid opbakning fra såvel præsident Vladimir Putin og det russiske motorsportsforbund har den unge russer et godt afsæt for en fremtid i motorsporten.

Og fredagstræningen i Sochi forslår på ingen måde for den ambitiøse kører, der har løftet sløret for den aftale, han har indgået med Renault.

- Faktisk er samarbejdet ret stort.

- I pressemeddelelsen blev det kun slået fast, at jeg skal køre i Sochi, men jeg kommer til at være fast testkører.

- Så det vil være simulator samt private og åbne test. Og der kan komme flere åbne træninger - det er ikke begrænset til Sochi, sagde Sergey Sirotkin.

Se også: Derfor overtager ung russer Kevins racer

Den determinerede ungersvend har koblet tunnelsynet til, for selv om han i denne sæson er viet til GP2, så vil han have et fast sæde hos Renault næste sæson.

- Ja, 100 procent.

- Det er et fabrikshold. For øjeblikket performer de ikke på stærkeste vis, men vi kender grundene til det, og jeg er sikker på, at situationen ændrer sig i den nære fremtid.

- Så det ville være godt for mig, hvis jeg debuterer i Formel 1 næste år med Renault, siger Sergey Sirotkin.

Se også: Russisk komet får Magnussens racer

Der er dog lige et men for russeren.

For ganske vist kan han mønstre en backinggruppe i absolut sværvægtsklasse, men det er i sidste ende evnerne bag rattet, der skal skaffe ham et sæde. Og her er Ekstra Bladets motorsportsekspert, Jason Watt, ikke helt overbevist.

- Sirotkin kommer med en røvfuld penge, og han er da en dygtig kører, men på ingen måde en Esteban Ocon (Renaults testkører, red.) eller Stoffel Vandoorne (McLarens testkører, red.), påpegede Watt onsdag aften.

Kevin Magnussens forventes at være i sin racer til fredagens anden træning, der køres kl. 13.00 og livedækkes af Ekstra Bladet.

51 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere