McLarens skrækstart på 2023-sæsonen får konsekvenser efter blot to løb.
Teknisk chef James Key forlader McLaren med øjeblikkelig virkning, meddeler teamet torsdag.
Han bliver erstattet af en ny struktur, hvor tre chefer rapporterer til Andrea Stella, McLarens nye teamchef, som i vinter tog over fra Andreas Seidl, der er skiftet til Audis og Saubers projekt.
Peter Prodromou får ansvaret for aerodynamik og Neil Houldey for design - begge er hentet internt - mens den tredje chef er rekrutteret fra Ferrari.
David Sanchez vender tilbage til McLaren som koncept-chef efter 11 år i Italien. Han tiltræder 1. januar 2024.
- Jeg er fast besluttet og fokuseret på at føre McLaren tilbage til toppen af feltet. Siden jeg overtog rollen som teamchef, har jeg fået mandatet til at tage en strategisk tilgang til at sikre holdet på lang sigt, siger Andreas Stella.
James Key kom til McLaren i 2019 fra Toro Rosso.
Årets bil har været en kæmpe skuffelse. Sidste års femmere i konstruktør-VM er noteret for nul point og ligger sidst i mesterskabet.
Allerede ved lanceringen af årets McLaren indrømmede man, at bilen ikke levede op til egne forventninger.
Man sætter sin lid til en stor opgradering i Aserbajdsjan, omend Stella i Saudi-Arabien til Autosport var ærlig om, at den ikke med et snuptag ville løse alle problemer.
- Når det gælder Baku-opgraderingen, ser vi tal, som er opmuntrende. Forhåbentlig vil den gøre det muligt for os at blive femmere.
- Men det er stadig ikke nok til at opnå vores mål med sæsonen, som var at have en top fire-bil, sagde McLaren-teamchefen.
SE OGSÅ: Debriefing fra Jeddah: - Han er fantastisk
Ekstra Bladet var med ved FIFA's kongres i marts i Rwanda, hvor Gianni Infantino blev genvalgt som præsident. Hør mere i 'Blodbold' med Ekstra Bladet+