Formel 1-legende er død

Den tidligere Formel 1- og motorsportschef Max Mosley er død - han blev 81 år

Max Mosley har en stor aktie i, at Formel 1 er blevet så massiv en forretning, som det er tilfældet i dag. Foto: Stefan Wermuth/Reuters/Ritzau Scanpix
Max Mosley har en stor aktie i, at Formel 1 er blevet så massiv en forretning, som det er tilfældet i dag. Foto: Stefan Wermuth/Reuters/Ritzau Scanpix

En af de helt centrale figurer i Formel 1-verdenen, Max Mosley,  er afgået ved døden i sit hjem i Chelsea i en alder af 81 år.

Mosley var i sine unge år selv en ivrig motorkører, men nåede aldrig nogle resultater. Han uddannede sig til sagfører, og han stiftede racer-teamet March Engineering, der fra 1972-1990 deltog i Formel 1.

I løbet af årene var kørere som Niki Lauda, Ronnie Peterson og Hans-Joachim Stuck, og March-teamet nåede i alt tre sejre i 209 grandprixer.

Sideløbende med at drive sit hold var Max Mosley sammen med Bernie Ecclestone Formel 1's repræsentanter i Den Internationale Motorsportsunion, FIA, og var den vej rundt med tiol at udvikle Formel 1 til den milliard-industri, den er i dag.

Mosley blev selv præsident i FIA i 1993 - et embede, han bestred frem til 2009.

I England blev Max Mosley knyttet tæt sammen med flere skandaler.

Først og fremmest var hans far, Oswald Mosley, en kendt facist og nazi-sympatisør. Faktisk så fremtrædende, at Adolf Hitler var med til hans bryllup med Max Mosleys mor, Diana Mitford.

Desuden blev han i 2008 filmet af det senere skandaliserede og lukkede medie, News of The World, mens han deltog i et S/M-sexorgie med fem prostituerede kvinder i en kælder i London. Videoen gik verden rundt og var ved at koste Mosley jobbet og ægteskabet.

Han fik dog sagen bremset, da retten vurderede, at det både hørte under privatlivets fred, og at de prostituerede ikke - som avisen hævdede - optrådte i nazi-uniformer, men derimod i ganske almindelige tyske uniformer.

Max Mosley efterlader sig to børn og hustruen Jean Taylor, han blev gift med i 1960.