Formel 1-planen: Brølende V6 med 1000 hestekræfter

Formel 1's motorproducenter vil beholde de nuværende motorer, men er indstillet på at gøre sporten mere spektakulær

Bernie Ecclestone har ingen problemer med, at Formel fra 2017 fortsætter med at bruge V6-motorerne, såfremt de bliver pimpet. (Foto: AP)
Bernie Ecclestone har ingen problemer med, at Formel fra 2017 fortsætter med at bruge V6-motorerne, såfremt de bliver pimpet. (Foto: AP)

Formel 1-bossen Bernie Ecclestone har ment og udtalt sig om en del forskellige ting under grandprixet i Bahrain.

Eksempelvis at sporten hurtigst muligt burde vende tilbage til de brølende V8-motorer.

Men inden Lewis Hamilton havde slået Ferrari i et underholdende ræs havde den 84-årige sat sig selv i bakgear og var blevet enig med sig selv om, at V6-hybridmotorerne med turbo godt kan fortsætte fra 2017-sæsonen.

Så længe de bliver mere kraftfulde, sværere at køre og ikke koster for meget.

Nu er Formel 1's motorregler heller ikke bestemt af Ecclestone, men han bifalder umiddelbart, hvad der kom ud af et møde i Bahrain mellem de nuværende fire motorproducenter.

Se også: Formel 1-bossen giver sig: Nu skal larmen tilbage

Her diskuterede de planer om at introducere V6-motorenheder med 1000 hestekræfter fra 2017-sæsonen.

- Hvis det bliver den nuværende motor opgraderet til 1000 hk, så fint. Og de skal levere den til en pris, som holdene har råd til at betale, sagde Ecclestone i Bahrain.

- Vi er nødt til at gøre bilerne sværere at køre, mener han, ligesom hensynet til showet naturligvis vejer højt hos manden, som forhandler de kommercielle kontrakter hjem til sporten.

Også Mercedes-chefen Niki Lauda har tidligere argumenteret for, at moderne Formel 1-biler stiller for få krav til kørerne.

Mercedes og Toto Wolff har det fint med at arbejde frem mod de 1000 hk - men de vil beholde hybrid-motorerne. (Foto: Jan Sommer)
Mercedes og Toto Wolff har det fint med at arbejde frem mod de 1000 hk - men de vil beholde hybrid-motorerne. (Foto: Jan Sommer)
 

Med flere hestekræfter vil racerne blive sværere at tøjle - og larme mere! Ifølge Mercedes’ teamchef Toto Wolff kan det blandt andet gøres ved at øge brændstofsforbruget.

Se også: Bernie kræver revolution: 'I dræber Formel 1'

- Diskussionen om motorer med 1000 hestekræfter har været der et stykke tid. Jeg er helt med på, at sporten skal være spektakulær, og hvis det er vejen fremad, så lad os arbejde videre med den, siger Toto Wolff.

- Vi har haft et meget frugtbart møde, hvor Charlie Whiting (FIA's løbschef) og Bernie også være der. Koncepter er ved at blive udviklet for at præstere noget spektakulært i 2017.

Formel 1's fire motorproducenter - Mercedes, Renault, Ferrari og Honda - ønsker ifølge Wolff alle at beholde hybrid-elementet. For dem handler deres investering i sporten også om at udvikle fremtidens teknologi til gadebiler.

27 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Formel 1
Mest læste i Formel 1
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere