Formel 1-rookie får stuearrest efter voldsomt crash

Trods sin grimme ulykke vil Carlos Sainz spise middag med Fernando Alonso og køre løb søndag - lægerne har beordret ham til at blive på sin hospitalsstue natten over

Formel 1-karavanen fik lørdag en slem forskrækkelse, da Toro Rosso-rookien Carlos Sainz Jr. mistede herredømmet over sin racer med 309,4 km/t.

20 minutter tog det at få ham ud af den totalsmadrede racer, inden han blev fløjet til hospitalet.

Selve kvalifikationen missede den 21-årige spanier, men den var ikke gået i gang, før hans manager og Formel 1-rookien selv begyndte at dele billeder fra hospitalet.

Fra hospitalssengen talte Carlos Sainz om, at han nu bare manglede at overtale lægerne, så han kunne køre ræs søndag.

Fernando Alonso fortalte efter sin (kiksede) kvalifikation, at Sainz allerede havde bippet og ville med ud og spise om aftenen.

- Bordet vil være klar, men vi bliver nok nødt til at udskyde den middag til i morgen, sagde Alonso.

Hvilket spanieren fik ret i.

Ganske vist var Carlos Sainz ved fuld bevidsthed under hele forløbet, intet var brækket, og han vil tilbage på banen hurtigst muligt. Men lægerne i Rusland har beordret ham til at blive natten over på sin hospitalsstue for at være på den sikre side.

Teamet er i gang med at genopbygge raceren, hvis Sainz får grønt lys.

I sidste ende bestemmer det internationale motorsportsforbunds læger. Carlos Sainz har fået den påkrævede dispensation som kræves, når en kører ikke har deltaget i kvalifikationen. 

Strømmen var gået i bilen, så teamet havde ikke radiokontakt, mens raceren var helt begravet i barrieren:

Fernando Alonso blev elimineret allerede i den første kvalifikationsrunde, men uanset hvordan den var gået, bliver spanieren bombet bagerst som følge af straf for skift af motor, gearkasse og hybrid-system.

Jenson Button klarede sig videre til Q2, hvor det blev til en 13. plads.

Rosberg snuppede pole for Hamilton
For hjemmepublikummet var den store skuffelse, at Daniil Kvyat fra Red Bull kun havde 11. bedste tid i Q2.

Russeren nåede dermed ikke Q3 og blev samtidig slået af Max Verstappen fra B-holdet Toro Rosso.

Mercedes holder nok en gang på første startrække til grandprixet.

Nico Rosberg snuppede pole position, da Lewis Hamilton lavede en fejl på sin sidste afgørende omgang.

Herefter følger Williams' Valtteri Bottas og Ferraris Sebastian Vettel.

Se også: Formel 1 ramt af ny voldsom ulykke

Fredag regnede træningerne væk, og lørdag før Ruslands Grand Prix handlede alt om Carlos Sainz' ulykke. (Foto: AP)
Fredag regnede træningerne væk, og lørdag før Ruslands Grand Prix handlede alt om Carlos Sainz' ulykke. (Foto: AP)

Nico Rosberg tog pole position til søndagens grandprix. (Foto: AP)
Nico Rosberg tog pole position til søndagens grandprix. (Foto: AP)

12 kommentarer
Vis kommentarer