Forsvarer fejlslagen Haas-strategi: - Alt gik galt

- Bagklogskab er en smuk ting, siger en skuffet Günther Steiner, efter Haas satte en femte- eller sjetteplads til Kevin Magnussen over styr

Monacos Grand Prix blev en kæmpe skuffelse for Kevin Magnussen. Foto: REUTERS/Gonzalo Fuentes/Ritzau Scanpix
Monacos Grand Prix blev en kæmpe skuffelse for Kevin Magnussen. Foto: REUTERS/Gonzalo Fuentes/Ritzau Scanpix

MONACO (Ekstra Bladet): Et par hurtige tv-interview, debriefing med ingeniørerne og så kunne Kevin Magnussen ikke komme hurtigt nok til Cannes, hvor et privatfly ventede.

Skuffelsen var ikke til at rumme.

Hans startposition som femmer endte med nul point i Monacos Grand Prix på en bane, hvor overhalinger stort set kun er mulige via pitstop og strategi.

Beslutningen om at pitte under en tidlig safetycar for at dække af for Renaults Daniel Ricciardo blev kostbar. Rivalerne blev ude, deres dæk kunne stå distancen og McLaren var smarte med strategien.

Som en prop i en flaske dækkede Lando Norris af, mens de foranliggende trak fra, så McLaren-teamkammeraten Carlos Sainz scorede den sjetteplads, den danske Haas-kører som minimum skulle have haft med hjem.

Anklaget for tåbelig strategi
Günther Steiner lignede en træt mand, da Ekstra Bladet talte med ham. Med hænderne foldet bag hovedet og blikket rettet mod loftet sukkede han dybt.

- Alt hvad der kunne gå galt i Monte-Carlo, gik galt, siger han.

Romain Grosjean med Charles Leclerc efter sig i søndagens grandprix. Foto: Benoit Tessier/Reuters/Ritzau Scanpix
Romain Grosjean med Charles Leclerc efter sig i søndagens grandprix. Foto: Benoit Tessier/Reuters/Ritzau Scanpix
 

En tiendeplads og et point til Romain Grosjean var en ringe trøst. Og burde have været to, hvis franskmanden ikke havde pådraget sig en straf for at krydse den hvide linje ved pitudgangen.

Ikke mindst blandt Kevin Magnussen-fans vil Haas blive anklaget for en tåbelig strategi.

Teamet gjorde, hvad man normalt gør. Tager et gratis pitstop under safetycar og dækker af, når den foranliggende vælger at pitte.

Men både Renault og Haas ender med at så tåbelige ud, når de sarte softdæk mod forventning kunne holde helt op til 50 af løbets 78 omgange.

- Havde vi vist det, ville vi måske være blevet ude. Bagklogskab er en smuk ting, siger Steiner.

- Bilen og teamet har så meget potentiale. Jeg synes ikke, vi gjorde noget komplet galt i dag. Nogle dårlige ting skete. Under starten ligger Kevin i hælene på Vettel og kunne ikke komme videre frem, så Ricciardo gik på ydersiden. Hvad kan du gøre? Og så sidder man fast bag ham.

'Det er ufatteligt'
- Der kommer safetycar ud på et tidspunkt, hvor du ikke ved, om du bør pitte eller ej. Ham foran dig pitter, og man siger lad os gøre det samme. Ingen forventede at det er dæk - C5’et - kunne holde i 50 omgange. Det er ufatteligt.

- Vi ved ikke, hvad de andre laver, for de er bag dig. Du ved ikke, hvordan det udspiller sig. McLaren var stopklodsen; det er en del af racing, og de var heldige at være i den position. Og det udnyttede de til deres fordel.

- Er du overrasket over, at de andre blev ude?

- Ja, lidt. Men selvfølgelig, når de ser os og Renault pitte, åbner det en mulighed for dem. Var vi ikke gået ind, ville de måske have gjort det. Man ved det ikke. Og vi ved ikke, hvad dem bag os laver. Vi var nødt til at dække over for Daniel (Riccardo).

- Men hvis I var blevet ude, ville det vel også være en mulighed for at overhale Ricciardo?

- Ja, men vi forventede ikke, at dækket ville holde så længe. Hvis vi alligevel skal ind ti omgange senere fungerer det ikke. Det er hvis og hvis. Der er så nemt at samle puslespillet bagefter, når man har alle brikkerne og ved, hvordan løbet udspiller sig.

Lewis Hamilton - med rød hjelm og rød halo for at ære Niki Lauda - måtte kæmpe en hård kamp for at holde særligt den fightende Max Verstappen bag sig. Foto: BORIS HORVAT/Ritzau Scanpix
Lewis Hamilton - med rød hjelm og rød halo for at ære Niki Lauda - måtte kæmpe en hård kamp for at holde særligt den fightende Max Verstappen bag sig. Foto: BORIS HORVAT/Ritzau Scanpix
 

- Du er nødt til at træffe en beslutning, og det kunne let have været sådan, at alle var fulgt ind efter os. Hvis du ender med at være den eneste bil derude, og dækket kun holder 25 omgange, så er du på røven.

Sport og Spil Fem år efter Kevins drømmedebut: 12 er forsvundet - en er gået bort

- Sammen med Renault ender I bare med at se lidt dumme ud …

- Ja, bagefter. Og hvis de ikke havde pittet, havde vi nok heller ikke gjort det. Men vi er nødt til at dække af for ham, siger Steiner.

Lewis Hamilton vandt det underholdende race foran Sebastian Vettel og Valtteri Bottas. Max Verstappen var i spil til sejren, men endte med at blive degraderet fra en anden til en fjerdeplads, fordi en kollission med Bottas i pitlane kostede fem sekunders straf.

Se også: Kæmpe antiklimaks for Kevin: - En joke

Se også: Storholdets lange nedtur: Her gik det helt galt

Formel 1 - 26. maj. 2019 - kl. 12:34 Pinlig Ferrari-fadæse: - Vi regnede forkert

61 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere