Fyringsrygter: 'Der er altid bullshit'

Hverken Valtteri Bottas eller Lewis Hamilton giver meget for skriverier om, at finnen risikerer fyreseddel i løbet af sæsonen

Valtteri Bottas' femte sæson for Mercedes er startet skuffende. Foto: Albert Gea/Ritzau Scanpix
Valtteri Bottas' femte sæson for Mercedes er startet skuffende. Foto: Albert Gea/Ritzau Scanpix

Valtteri Bottas’ start på 2021-sæsonen har ikke været videre imponerende.

I Imola udgik han efter en middelmådig indsats og crash med George Russell. Sidste weekend vekslede han pole-position til en tredjeplads uden at blande sig i duellen mellem Lewis Hamilton og Max Verstappen.

Det afstedkom en ‘afsløring’ i Daily Mail, hvor avisen med brug af en anonym Mercedes-ingeniør hævdede, at finnen risikerer at blive fyret midt i sæsonen og erstattet med George Russell fra Williams; den unge brites karriere styres af Mercedes og teamchef Toto Wolff.

Men det er noget vrøvl, siger hovedpersonen.

- Nej, jeg bliver ikke erstattet midt i sæsonen, som team gør vi ikke det. Jeg har en kontrakt året ud, og jeg tror, at der kun findes et team, som gør den slags i Formel 1, og det er ikke vores, sagde Valtteri Bottas torsdag på den officielle pressekonference ifølge F1.com.  

Han refererer til Red Bull, som flere gange i senere år har rykket kørere rundt mellem førsteholdet og søsterteamet Alpha Tauri/Toro Rosso.

- Så intet pres fra min side, jeg ved, hvordan tingene hænger sammen. Der er altid bullshit; det er en del af sporten, siger 31-årige Bottas, som kører sin femte sæson for Mercedes.

Lewis Hamilton har vundet VM i alle sæsoner, hvor han har været parret med Valtteri Bottas. Han er godt tilfreds med sin finske væbner. Foto: Albert Gea/Ritzau Scanpix
Lewis Hamilton har vundet VM i alle sæsoner, hvor han har været parret med Valtteri Bottas. Han er godt tilfreds med sin finske væbner. Foto: Albert Gea/Ritzau Scanpix
     

Teamkammeraten Lewis Hamilton rystede også på hovedet.

- Jeg føler, at vi lige nu har den bedste opstilling, hvad angår ligevægten på teamet. På et tidspunkt bliver det ændret. Jeg kører ikke for evigt. Valtteri kører ikke for evigt, men han har leveret år efter år og fortsætter med at gøre det.  

- Valtteri kvalificerede sig på pole-position sidste løb. Vi går kun ind til sæsonens fjerde løb. Jeg synes, folk skal slappe af og lade ham fokusere på, hvad han laver, siger Lewis Hamilton.

Når ret skal være ret, er det svært at se, hvordan makkerparret Hamilton-Bottas skulle kunne gøre det ret meget bedre. De har gjort rent bord, hvad mesterskaber angår, siden de blev parret i 2017 uden den giftige stemning, som udviklede sig på teamet, mens Nico Rosberg var aktiv.

Artiklen fortsætter under højdepunkterne for grandprixet i Portugal ...

 

George Russell (t.h.) står klar i kulissen hos Mercedes, som har valgt ham over en anden Mercedes-junior Esteban Ocon (baggrunden). Seneste medlem af det akademi er ingen ringere end danske Frederik Vesti, som indleder sin sæson i F3 i Barcelona denne weekend. Foto: Mark Sutton/Ritzau Scanpix
George Russell (t.h.) står klar i kulissen hos Mercedes, som har valgt ham over en anden Mercedes-junior Esteban Ocon (baggrunden). Seneste medlem af det akademi er ingen ringere end danske Frederik Vesti, som indleder sin sæson i F3 i Barcelona denne weekend. Foto: Mark Sutton/Ritzau Scanpix
 

Selv om George Russell er fremtidens mand og gjorde det strålende i december som vikar for coronaramte Lewis Hamilton, er han på kontrakt med Williams året ud. Og et skifte midtvejs i sæsonen virker ikke sandsynligt.

Søndag aften i Portugal undskyldte Mercedes-teamchef Toto Wolff til Valtteri Bottas for en motor, der gik i en sikkerhedsindstilling med mindre ydelse og gav ham sin fulde opbakning.

- Som så mange gange før kunne det have fungeret for Valtteri, men vi bliver ved med at presse og støtte ham. Næste gang i Barcelona ser vi, hvad han er i stand til, sagde Wolff.

Efter ankomsten til Spanien gentog Wolff sit standpunkt.

- Med mindre han får influenza og ikke kan køre, sidder han i bilen. Vi ser ingen grund til et skift. Det er Red Bull, som kan lide at lege musikalsk stoleleg. Ingen ændring forventet, sagde han til Sky F1.

I VM-stillingen ligger Valtteri Bottas firer med hele 37 point op til Lewis Hamilton efter kun tre løb - og bag McLarens Lando Norris.