BUDAPEST (Ekstra Bladet): Med en smule misundelse må Mick Schumacher under Ungarns Grand Prix se over på den danske side garagen, hvor Kevin Magnussen tester Haas’ meget Ferrari-inspirerede opgradering.
Til gengæld kan tyskeren glæde sig over, at han IKKE får en motorstraf denne weekend, som hans danske kollega gjorde for en uge siden i Frankrig.
- Vi tager ikke straffen med Mick, med mindre motoren dikterer det. Men lige nu er der ingen planer om at skifte den her, siger teamchef Günther Steiner og bekræfter, hvad Ekstra Bladet skrev forleden.
- Vi kommer til at skifte den senere, for vi kan ikke nå enden af sæsonen med de tre enheder, vi har.
Kevin Magnussen er udgået af to grandprixer med motorfejl; Mick Schumacher kun af et enkelt, men har til gengæld været involveret i to meget store ulykker (Jeddah og Monaco).
Oprindeligt var det Ferraris plan at introducere en fjerde motorenhed til Schumacher i Ungarn, men Haas-teamet har overbevist italienerne om at gamble med driftsikkerheden.
Hungaroring er meget svær at overhale på. Starter du 20’er med en motorstraf, kan du lige godt lade være med at stille op overhovedet. Top ti er i praksis umulig at nå fra den position.
- Præcis, og derfor tager vi den ikke her. Vi vil hellere løbe risikoen med en ødelagt motor, men jeg tror, at risikoen er meget lille, siger Steiner.
I første træning sluttede Kevin Magnusen og Mick Schumacher i bunden med 17. og 18. hurtigste tid. Jagten efter performance med den nye bil begynder dog først for alvor i anden træning. Til start skal der samles data for at sikre, at de nye dele opfører sig og leverer som forventet.
Kevin Magnussen position på Haas-teamet som ledelsens favorit bliver understreget i disse dage. Læs hele historien om spillet i kulissen
Fik du læst?
Vettels afskedsalut: Tag Schumacher
Første glimt: Kevins hvide Ferrari