Gigant tæt på Red Bull-overtagelse i Formel 1

Volkswagen er tæt på at købe Red Bulls Formel 1-team og træde ind som motorproducent, hævder BBC-ekspert

Red Bull-Audi? Red Bull-Porsche? Skal man tro BBC, så træder Volkswagen ind i Formel 1 i 2018. (Foto: AP)
Red Bull-Audi? Red Bull-Porsche? Skal man tro BBC, så træder Volkswagen ind i Formel 1 i 2018. (Foto: AP)

Spekulationerne står i kø i Formel 1-paddocken i disse dage, og de drejer sig så langt fra kun om næste sæsons kørerkabale.

Som optakt til søndagens grandprix i Singapore truede Red Bull nok engang med helt at forlade sporten, hvis det tidligere så suveræne team ikke kan finde sig en konkurrencedygtig motor.

Aftalen med Renault er revet itu et år før udløb, og Red Bull kører efter alt at dømme med Ferrari-motor i 2016.

På længere sigt er løsningen en anden.

I Singapore dukkede et gammel sejlivet rygte igen op til overfladen - i flere medier.

Den tyske bilgigant Volkswagen Group træder ind i Formel 1 fra 2018, hvor de vil overtage Red Bull-teamet og producere sin egen motorenhed, skriver blandt andre BBC.

- I sidste uge bekræftede Martin Winterkorn, øverste chef for VW-gruppen, over for Dr. Helmut Marko og Dietrich Mateschitz fra Red Bull, at de vil overtage holdet fra 2018. Det bliver sponsoreret af Red Bull med 60 millioner dollar om året.

- På trods af Volkswagen Group har så mange brands, så tror jeg, det bliver Audi, lyder den meget selvsikre analyse fra BBC-eksperten og tidligere holdejer Eddie Jordan.

Se også: Red Bull truer med at forlade Formel 1

Audi har af flere omgange været rygtet til Formel 1, men tyskerne har aldrig været en del af motorsportens fineste klasse. Men VW ejer også Porsche, Lamborghini, Bugatti, Bentley, Seat og Skoda.

Martin Winterkorn er CEO for Volkswagen, verdens næststørste bilproducent efter Toyota og verdens mest indtjenende bilproducent. (Foto: AP)
Martin Winterkorn er CEO for Volkswagen, verdens næststørste bilproducent efter Toyota og verdens mest indtjenende bilproducent. (Foto: AP)
 

Porsche har tidligere nydt stor succes i Formel 1 som motorleverandør til McLaren - Niki Lauda og Alain Prost blev verdensmestre i henholdsvis 1984 og 1985 drevet af Porsche-hestekræfter.

Da Audis motorsportschef Dr. Wolfgang Ullrich blev konfronteret med rygterne, var det med denne kommentar:

- Vi får se, hvad der sker. Denne historie har været diskuteret i 20 år. Det er ikke nyt.

Under lørdagens kvalifikation havde BBC Red Bulls teamchef Christian Horner live igennem. Han ville - naturligvis - ikke bekræfte Eddie Jordans påstand, men sagde ikke desto mindre, at Volkswagen havde udvist interesse.

- De skal være velkomne, men det ændrer ikke på de problemer, vi har lige nu, konstaterede Horner.

Det vil tage to-tre år for VW at bygge en Formel 1-motor, men det er alt sammen spekulation, siger Christian Horner. (Foto: AP)
Det vil tage to-tre år for VW at bygge en Formel 1-motor, men det er alt sammen spekulation, siger Christian Horner. (Foto: AP)
 

Man producerer ikke bare lige en Formel 1-motor anno 2015 - spørg bare Honda. Hvis den tyske gigant skal til at producere Formel 1-motorer bliver det tidligst til 2018-sæsonen.

Samtidig skulle Renault være lige på nippet til at overtage det økonomisk trængte Lotus-hold. Franskmændene hjælpes økonomisk på vej af F1-zaren Bernie Ecclestone, som angiveligt giver Lotus status som historisk hold med dertilhørende større andel af sportens milliardindtægter.

Se også: Bilproducent klar til at overtage Formel 1-team

17 kommentarer
Vis kommentarer