Godt nyt for Kevin: Flere Formel 1-hold har henvendt sig

Kevin Magnussen fortæller, at 'flere' Formel 1-hold har haft følere ude for at tilknytte ham i 2016

Kevin Magnussen håber og tror, han næste sæson kan blive trillet rundt til introduktionen på Formel 1-banerne på denne måde. (Foto: Jan Sommer)
Kevin Magnussen håber og tror, han næste sæson kan blive trillet rundt til introduktionen på Formel 1-banerne på denne måde. (Foto: Jan Sommer)

Dørene til Formel 1 smækkede i december sidste år for Kevin Magnussen, og siden har de flere gange smækket igen, efter at de har været åbnet på klem.

Nu lysner det dog tilsyneladende for det 22-årige motortalent. Ifølge engelske medier er han fortsat i høj grad i spil til næste års sæde hos McLaren.

Se også: Engelsk avis: Kevin favorit til McLaren-sæde

Samtidig har flere andre hold har henvendt sig, hvis pladsen hos McLaren forbliver hos Jenson Button eller går til den kommende GP2-mester Stoffel Vandoorne.

- Ja, man kan sige, at andre hold har henvendt sig, det er ingen hemmelighed, siger racerkøreren til f1i.com.

Det er med andre ord ingen hemmelighed længere. Magnussen er på baggrund af henvendelserne optimistisk - efter ti måneder væk fra aktiv tjeneste i en racerbil kun med et afbræk som afløser for Fernando Alonso først på denne sæson.

Det er selvsagt ikke Ferrari eller Mercedes, der har henvendt sig, men hold der er interessante nok til, at der er noget at tale om.

Se også: Watt: Button ligner en færdig mand i McLaren

- Man kan altid tale med folk. Det er ret følsomt. Der er ikke mange (hold, red.), men nogle interessante. Der er ikke mange Formel 1-hold tilgængelige lige nu - men nogle interessante, siger Magnussen.

Magnussen nævner ingen navne, men han taler muligvis om Force India, hvor han tidligere har været inde billedet, eller Lotus. I begge tilfælde vil det dog kræve, at Nico Hülkenberg eller Romain Grosjean lader sig lokke af det nye amerikanske team Haas F1.

Amerikanerne kunne også være en mulighed, om end de kører tæt parløb med Ferrari og formentlig går efter kørere, som allerede er tilknyttet Ferrari-familien.

I første omgang må Magnussen dog vente på, at McLaren træffer en beslutning om, hvorvidt der skal stå Vandoorne, Magnussen eller Button på den ledige McLaren-racer i næste sæson - beslutningen træffes ifølge de seneste forlydender inden for den næste måneds tid.

Se også: Selvsikker rival: Jeg er bedre end Kevin

- Man holder sine døre åbne og holder kontakt til folk. Jeg er hos McLaren, de har kontrakt på mig. De vil måske gerne fortsætte, måske vil de ikke, men før de tager beslutningen, kan jeg ikke rigtig gøre noget. Så jeg venter tålmodigt på dem, siger Magnussen.

Han har dog af flere omgange understreget, at han vil tilbage bag rattet af en racerbil i 2016. Helst i Formel 1 og helst for McLaren, men ellers hos et andet team eller en anden løbsserie.

Torsdag kunne autosport.com i øvrigt fortælle, at Red Bull er tæt på at kunne annoncere, at både Ricciardo og Kvyat fortsætter i næste sæson, efter at sidstnævnte efterhånden er kommet i gang med at vise potentialet.

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.
34 kommentarer
Vis kommentarer