SILVERSTONE (Ekstra Bladet): På et hold dækker man for hinanden, og det gør man også hos Haas.
Kevin Magnussen tog den dårlige tidtagning under omskiftelige vejrforhold til Storbritanniens Grand Prix på sin kappe. Og da Ekstra Bladet lidt senere taler med teamchefen Günther Steiner placerer italieneren den på beslutningerne truffet i pitten.
- I Q1 havde vi den værst tænkelige situation, hvor det tørrer op, og man skal beslutte, hvorvidt vi bliver ude eller går ind, fordi det bliver tørt nok til slicks.
- Vi satte os selv i den position. Jeg pålægger ikke andre skylden. Held eller uheld spiller ind. Romain var heldig, Kevin var ham, som ikke nåede ind. Vi er ikke stolte af det, konstaterer Günther Steiner.
- Lige nu ved vi, hvad vi skulle gøre anderledes, men nu ved vi også, hvad regnen gjorde. Skulle vi have gjort noget anderledes, ja. Det er bare ikke muligt nu, siger han.
- Vi skal bare bevare optimismen, for jeg tror stadig, det er muligt at få point med Kevin. Bilen var konkurrencedygtig i løbstrim, og løbet er langt, siger teamchefen.
Haas-teamet har tidligere truffet et par tvivlsomme dispositioner, hvor deres kørere er blevet fanget i trafik eller gule flag under tidtagning.
Lige britisk sommervejr hører til de størrelser, som er mere uforudsigeligt end eksempelvis, hvad de andre kørere på banen foretager sig.
Ifølge Steiner skulle de bare bruge 30 sekunder mere med regn for at ligne genier … i stedet går den ære til Fernando Alonso og Esteban Ocon, der lige nåede at få sat en tid på slicks.
Erfaring spiller også ind, og Haas er stadig et ungt hold i en sport, hvor et par tiendedele af et sekund er en evighed.
Meteorologerne lover gråvejr til søndagens race, men ingen nedbør. Kevin Magnussen håber udsigten holder:
- Jeg håber på tørvejr, for det kender jeg bedst, og der var vi gode.
Tyvstart eller ej: Test dig selv - kan du slå F1-stjernen?
Kevins afløser godt fra start: Jagter F1-sæde
Formel 1 i København: 'Det skal bare ske'
'Silly season' i Formel 1: Stortalent i konflikt med Red Bull