BUDAPEST (Ekstra Bladet): Når ungerne ikke kan lege sammen ordentligt, må far skride ind med mere disciplin.
Torsdag satte Günther Steiner sig ned med sine to uvorne kørere for tale deres seneste sammenstød - for andet løb i træk - igennem.
Haas-bossen kan ikke se anden udvej end, at pitvæggen beslutter, hvad der skal ske, når Romain Grosjean og Kevin Magnussen nærmer sig hinanden på banen.
- Vi er nødt til at tage kontrollen fra dem. Jeg er nødsaget til det. Det er den eneste løsning at være bestemt med dem og fortælle, hvad de skal, sagde Steiner på et dagens mest besøgte pressemøder på Hungaroring.
- Hvis jeg blev vred på samme måde som efter Silverstone, ville det ikke være konstruktivt.
- Jeg er nødt til at finde på noget bedre, så vi kan få styr på situationen og bevæge os videre. Fra teamets synspunkt er det ikke acceptabelt.
Teamordrer strider mod hans overbevisning, men i den kommende tid vil Haas-kørerne få besked på enten at blive bagved kollegaen eller blive lukket forbi.
- Han prøvede at slå mig ihjel!
Væk er reglen om, at de må køre race mod hinanden.
- Det er sket før, og det vil ske igen. Omstændighederne lige nu er, at de nærmest klistrer sammen. Man tænker, at alt vil være fint, når den ene som i Tyskland starter sekser og den anden 12’er, og så pludselig, efter jeg ved ikke hvor mange omgange, krydser de spor. Man tænker, skal jeg sige noget? Jeg vil helst ikke, men nu er jeg tvunget til det, siger han.
De største rivaliseringer - og fjendskaber - i Formel 1 er emnet i denne Pitstop-videocast (+)
Bider ham i rumpen: - Slug den kamel, Kevin
Først skabte han F1-sensation: Så overraskede han alle