Haas F1 har valgt kørere: Derfor blev det ikke Kevin

Romain Grosjean bliver som ventet førstekører hos Haas F1

Formel 1-paddockens dårligst bevarede hemmelighed: Romain Grosjean skal køre for Haas F1 i 2016. (Foto: AP)
Formel 1-paddockens dårligst bevarede hemmelighed: Romain Grosjean skal køre for Haas F1 i 2016. (Foto: AP)

Det nystartede amerikanske Formel 1-hold Haas F1 præsenterede tirsdag i sit USA-hovedkvarter Kannapolis sin førstekører.

Og som Ekstra Bladet kunne afsløre umiddelbart efter grandprixet i Singapore bliver det franske Romain Grosjean og ikke Kevin Magnussen, som ellers var med  i opløbet.

Amerikanerne lykkes med at tiltrække en af sine to førsteprioriteter - den anden var Nico Hülkenberg, som valgte at blive hos Force India.

Gene Haas ønskede at få en førstekører med mest mulig erfaring. I Romain Grosjean får de både en erfaren og talentfuld kører, som er i gang med sin femte sæson i Formel 1.

Se også: Afsløring: Haas fylder holdet uden Kevin

Sat op mod hovedkravet om så meget Formel 1-erfaring som muligt havde Kevin Magnussen ganske enkelt ikke en chance.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger var den snart 23-årige dansker næste kører i rækken, såfremt Romain Grosjean var blevet hos Lotus, men i denne disciplin kan andenpladser ikke bruges til ret meget.

- Vi kommer til at være meget afhængige af Romain, hans erfaring og viden om Formel 1 og udviklingen af racerne, sagde holdejeren Gene Haas ved præsentationen.

- Jeg er lidt overrasket over, at det lykkes for os at sikre en kører med så stor erfaring. For der venter mange udfordringer, og han kommer til at arbejde hårdere, end han tror.

Teamet har haft samtaler med den 29-årige franskmand siden grandprixet i Barcelona i maj.

Romain Grosjean sidder mellem teamchef Günther Steiner (t.v.) og teamejer Gene Haas. (Foto: AP)
Romain Grosjean sidder mellem teamchef Günther Steiner (t.v.) og teamejer Gene Haas. (Foto: AP)
 

Når det lykkes for det nystartede hold at lokke Grosjean til på et tidspunkt, hvor Renault står til at overtage Lotus, skyldes det amerikanernes tætte samarbejde med Ferrari. Som del af Ferrari-familien i 2016 øjner franskmanden en chance for at overtage Kimi Räikkönens sæde i 2017.

Se også: Amerikansk team-ejer afslører: Jeg har fået Kevin anbefalet

Medkøreren bliver præsenteret senere, men Gene Haas har afsløret, at det sæde går til en Ferrari-testkører. Efter alt at dømme mexicanske Esteban Gutierrez, hvor en offentliggørelse i forbindelse med grandprixet i USA eller Mexico ligger lige for.

Præsentationen af Romain Grosjean har den seneste uge været Formel 1-paddockens dårligst bevarede hemmelighed. Lotus-ledelsen bekræftede i weekenden i Japan, at franskmanden forlod teamet.

Og i timerne op til kørerpræsentationen brillerede Haas F1 ved på sin hjemmeside at have et aktivt link, der lød sådan her: www.haasf1team.com/news/haas-f1-team-selects-grosjean-driver

Se også: Kig på Kevin: Rykker frem på ønskelisten

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

20 kommentarer
Vis kommentarer