Haas-joker i klemme

Haas-boss Günther Steiner vil gerne hjælpe Pietro Fittipaldi til en F1-licens gennem en række fredagstræninger, men tør ikke love testkøreren for meget grundet teamets svære situation

Pietro Fittipaldi mangler fire ud af 40 point for at opnå den krævede F1-superlicens. Foto: Andy Hone/Haas F1 Team
Pietro Fittipaldi mangler fire ud af 40 point for at opnå den krævede F1-superlicens. Foto: Andy Hone/Haas F1 Team

BUDAPEST (Ekstra Bladet): Jokeren til sommerens silly season hos Haas er testkøreren Pietro Fittipaldi. Hans efternavn rimer på Formel 1, og så har han tilknytning til både Brasilien og USA plus et godt ry hos teamets ingeniører.

Formentlig er han for uerfaren til at blive valgt i sidste ende, men før det overhovedet kan komme på tale, skal han sikre en F1-superlicens.

Dette efterår er sidste chance, for til næste år frafalder hovedparten af Fittipaldis point, som stammer fra sejren i World Series Formula V8 3.5 i 2017. Hans igangværende sæson i DTM ser ikke ud til at kaste flere point af sig.

- Han har ikke en superlicens. Det er problemet for alle unge kørere i øjeblikket, konstaterer teamchef Günther Steiner.

En ny regel udløser et point pr. fredagstræning, man deltager i, så Günther Steiner kan hjælpe den amerikanskfødte brasilianer til licensen ved at låne ham Kevin Magnussens eller Romain Grosjean racer fire gange i løbet af denne sæson.

- For os er det svært; ellers ville jeg gøre det for ham. I vores situation, hvor vi er oppe og ned, har vi brug for begge vores kørere til at teste bilen mest muligt, siger Steiner.

- Vores fokus lige nu er IKKE at ende nier i konstruktør-VM, hvorfor jeg ikke kan love noget til Pietro.

Pietro Fittipaldi i selskab med Rich Energys William Storey under vintertest. Foto: Jan Sommer
Pietro Fittipaldi i selskab med Rich Energys William Storey under vintertest. Foto: Jan Sommer
 

I tidligere år har Haas-teamchefen pure afvist at ville ansætte en rookie. Teamet var ikke klar til at uddanne en, hvilket er grunden til, at Antonio Giovinazzi aldrig reelt var på tale, selv om Ferrari pressede på.

Haas er i gang med sin fjerde sæson i Formel 1 og er som team modnet, hvorfor en helt grøn kører godt kan komme under overvejelse.

- Men ønsker vi at tage risikoen med en rookie? I år tog McLaren risikoen, og Lando Norris har gjort det rigtig godt. Men det kan også gå galt. Og så er der svært at komme ud af det rod. Disse beslutninger er faktisk meget svære at træffe. Det er en mulighed, men den kommer med en høj risiko. Som team kan vi gøre, spørgsmålet er, om vi ønsker det.

Pietro Fittipaldi har testet Haas-raceren i år både til vintertest samt til testene efter løbene i Bahrain og Barcelona. Derudover er han med til at opbygge teamets nye simulatorprogram. Foto: ALBERT GEA/Ritzau Scanpix
Pietro Fittipaldi har testet Haas-raceren i år både til vintertest samt til testene efter løbene i Bahrain og Barcelona. Derudover er han med til at opbygge teamets nye simulatorprogram. Foto: ALBERT GEA/Ritzau Scanpix
 

- Havde vi haft en rookie i bilen i år, ville det ikke have hjulpet os, når vi er faret lidt vild med dækkene. Her hjælper en rookie dig ikke, konstaterer Steiner.

Først i sommerpausen begynder Haas-ledelsen at overveje sine muligheder til 2020, hvad kørerne angår, fastholder chefen.

 - Efter pausen ved vi, hvad vi gør til næste år. På Spa vil I alle sidde og vente på svar, og jeg vil fortælle, at vi er der næsten; giv os et par løb mere, siger han.

Kevin Magnussen havde en god start på kvalifikationen i Ungarn, men røg tidligt ud og havde det også svært i løbet, hvor der dog var et lyspunkt i duellen med Ricciardo, som tysk motor-site godt kunne lide. Foto: LISI NIESNER/Ritzau Scanpix Formel 1 - 6. aug. 2019 - kl. 09:25 Grosjean får ros: - Har Kevin under kontrol

Se også: Drømmeweekend for dansk F1-håb

Se også: Tosset over F1-rival: - Respektløst

17 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere