Haas nægter at give op efter straf

Formel 1-teamet appellerer FIA's beslutning om at fratage Romain Grosjean sjettepladsen på Monza

Romain Grosjean og Günther Steiner i samtale i Baku i foråret. Foto: All Over Press
Romain Grosjean og Günther Steiner i samtale i Baku i foråret. Foto: All Over Press

Det er ikke slut endnu.

Haas' Formel 1-team har appelleret FIA's beslutning om at fratage teamet og Romain Grosjean den sjetteplads, franskmanden hentede på Monza sidste weekend.

Det skriver autosport.com.

Teamet, der som bekendt har danske Kevin Magnussen som den anden kører, udtrykte umiddelbart efter det internationale motorsportsforbunds beslutning frustration, og teamchef Günther Steiner bakkede det op med følgende kommentar:

- Vi er ikke enige med dommernes beslutning om at straffe vores team, og vi mener, at vores sjetteplads i det italienske grandprix bør stå ved magt, sagde han.

Årsagen er det gulv, Grosjean havde i sin bil. FIA præciserede i sommer reglementet omkring gulvet, hvilket ikke faldt i god jord hos Haas, der fandt ud af, at man ikke overholdt det. På grund af sommerpausen og produktionstiden fra underleverandørerne var teamet klar over, at man ikke ville kunne have et nyt gulv klar før løbet i Singapore i midten af september.

Det lod man FIA vide.

Men det lykkedes ikke at få en midlertidig dispensation, og derfor kunne FIA slå til, da Renault nedlagde protest i Italien.

Diskvalifikationen af Grosjean havde som bekendt den konsekvens, at Haas gik glip af otte point, franskmanden indtjente for sin sjetteplads, hvilket betød, at teamet mistede fjerdepladsen i konstruktørernes VM-stilling.

Haas havde til og med torsdag aften til at gøre papirarbejdet færdigt og sende appellen til FIA, hvilket man lige præcis nåede. En høring i Paris ventes den kommende uge.

Se også: F1-rokaden fortsætter: Ung stjerne færdig på storhold

Se også: Ny klage over Alonso: Mere aggressiv end nogensinde

Se også: Grosjean har fundet nøglen: 'Håber ikke han mister den'

38 kommentarer
Vis kommentarer