Hamilton bekymret over 140.000 landsmænd

Formel 1-verdensmester Lewis Hamilton har bidt mærke i, at coronasmitten stiger i Storbritannien

Lewis Hamilton er bekymret over udsigten til 140.000 tilskuere på lægterne til Silverstones grandprix. Foto: Christian Bruna/Ritzau Scanpix
Lewis Hamilton er bekymret over udsigten til 140.000 tilskuere på lægterne til Silverstones grandprix. Foto: Christian Bruna/Ritzau Scanpix

Det blev præsenteret som en god nyhed, da Formel 1 torsdag afslørede, at tribunerne bliver spækkede med tilskuere til grandprixet på Silverstone 18. juli.

Verdensmester Lewis Hamilton står dog ikke med armene i vejret over beslutningen, selv om han kan se frem til at få op mod 140.000 landsmænd i ryggen på hjemmebanen.

Mercedeskøreren er derimod splittet, fordi smitten har være stigende i Storbritannien i den seneste tid.

- Jeg kan læse, at det er godt, at folk bliver vaccineret, for så er der færre på hospitalerne, men for mig føles det lidt tidligt med fyldte tribuner.

- Men folk skal nok komme, og så håber jeg, vi lærer noget af det, og at alle kommer godt igennem det, siger Lewis Hamilton ifølge AFP.

Lewis Hamilton slår fast, at han ikke er ude på at skabe dårlig stemning.

- Jeg kan ikke udtrykke, hvor glad jeg er for at skulle se de britiske tilskuere, for det er det bedste publikum på hele sæsonen.

- Men jeg følger også nyhederne og kan se, at antallet af smittede stiger i Storbritannien, så derfor er jeg naturligvis bekymret for folk, siger Lewis Hamilton.

Formel 1-stjernen har tidligere kritiseret organisationen bag motorsportens kongeklasse.

Da coronapandemien sneg sig ind på Formel 1-feltet i begyndelsen af 2020, skulle kørerne indlede sæsonen med et grandprix i Australien.

På trods af flere positive dopingtilfælde i paddocken holdt arrangørerne længe fast i, at løbet skulle køres. Lewis Hamilton blev på et pressemøde spurgt, hvad han mente om den sag.

- Jeg er meget, meget overrasket over, at vi er her. Det er chokerende, at vi sidder i det her rum, sagde Lewis Hamilton og slog fast, at det måtte være økonomiske hensyn, der gjorde, at arrangørerne holdt fast i at gennemføre løbet.

Det blev dog siden aflyst, og Formel 1-sæsonen blev først skudt i gang i juli.