Han tog Formel 1 med storm: Er luften gået af ballonen nu?

Max Verstappen er for længst blevet udråbt som en kommende verdensmester i Formel 1, men på det seneste har den hollandske Red Bull-kører haft det svært

Max Verstappen crasher i Bahrain. Se uheldet her.

DEN UNGE HOLLÆNDER satte verden i brand, da han i 2015 i en alder af bare 17 år debuterede i Formel 1. Hvis ikke motoren i hans Toro Rosso-bil var gået itu, havde han endda scoret point i sit allerførste ræs.

Senere på året i Malyasias Grand Prix scorede unge Max sit første VM-point, og han sluttede sæsonen af på en flot 12. plads.

Rekordbøgerne er fulde af navnet Max Verstappen: Yngste kører nogensinde, yngste kører til at score point.

DE REKORDER KOMMER til at stå til evig tid, da man nu om dage skal være fyldt 18 år for at få den krævede superlicens. Virkede også en smule paradoksalt, at Max Verstappen drønede ned ad langsiden på Monza med 360 km/t., men ikke havde kørekort og skulle hentes af mor, når han skulle hjem fra arbejde.

HELE VERDEN, INKLUSIVE undertegnede, var fra første færd slet ikke i tvivl - en ny Formel 1-verdensstjerne er født.

Den spådom kom der bare en kæmpe-fed streg under i 2016, da Verstappen til sæsonens tredje løb blev forfremmet til Red Bull-holdet. Helt uden at ryste på hånden vandt han Spaniens Grand Prix, og nu var der slet ingen tvivl - her er en kommende verdensmester.

Klummen fortsætter under billedet ...

Foto: AP
Foto: AP
 

SIDEN DENGANG har der ikke manglet fart i den flyvende hollænder, nærmere tværtimod.

Knægten er naturligt nok fuld af selvtillid, men det har til tider været en ulempe for ham.

At blive udråbt til stjerne så tidligt i karrieren tror jeg ikke lægger noget specielt pres på ham. Pres, det er der, men det er noget, han lægger på sig selv.

FØRSTE GANG, VI så ham køre over evne, var i Monaco 2015, hvor han forsøgte en tåbelig overhaling på Grosjean, som endte i et gigantisk crash.

Sidenhen har der været talrige episoder, hvor Verstappen kører med lidt for stor tro på, at han har lidt mere ret til at være på banen end manden foran eller på siden af ham.

I 2017 HAVDE hollænderen en noget lunken sæson, hvor han således parkerede før det ternede flag hele syv gange.

Ikke at det skyldtes, at han kørte over evne.

Faktisk får man øje på, at de fem af gangene var det grundet mekanisk defekt, og de to andre gange i Spanien og i Singapore var det en Ferrari, som kørte ham af banen. I Singapore var det faktisk to, da de lavede ham til skinken i deres italienske sandwich.

Men efter en sådan sæson er der ingen tvivl om, at Max er frustreret, og det, synes jeg, er til at få øje på i år.

Klummen fortsætter under billedet ...

Foto: Jan Sommer
Foto: Jan Sommer
 

HAN LÆGGER GODT ud i Australien, hvor han starter treer, men vi kan være temmelig sikre på, at han ikke havde regnet med at blive overhalet af en Kevin Magnussen på ydersiden. Værre blev det, da K-Mag køligt afviste hollænderen, som til sidst spandt rundt i arrigskab.

Meget bedre blev det ikke i Bahrain, hvor Max lavede en vaskeægte Fejl 40 i kvalifikationen.

På sin første omgang i Q2 giver han for tidligt gas og sætter bilen i hegnet - ikke klogt at gøre i en session, han med lethed var kommet videre fra uden at presse citronen så meget.

I LØBET FORTSATTE hans nedtur, denne gang i form af et sammenstød med Lewis Hamilton. Episoden opstår, da Verstappen foretager, hvad der ellers så ud som en flot overhalingsmanøvre, men i udgangen af svinget mener Red Bull-køreren, at han har ret til at køre på det stykke af asfalten, hvor Hamilton befinder sig, og efter deres berøring er Red Bull-bilen punkteret på baghjulet.

Klummen fortsætter under billedet ...

Foto: Jan Sommer
Foto: Jan Sommer
 

DER ER FAKTISK ikke meget, som går Verstappens vej, når man kigger på det store billede. Er man overvurderet, hvis man i en Red Bull-bil ligger på en sølle tiendeplads i 2018-mesterskabet, og man året før scorede hele 32 point færre end teamkammeraten? Mit svar er faktisk nej.

MAX VERSTAPPEN KAN ting bag rattet, som de færreste er i stand til. Det fik vi bl.a. set i Brasiliens Grand Prix i 2016, hvor han i regnvejret næsten ophævede naturloven i måden, hvorpå han fandt vejgreb, hvor ingen andre kunne. Han er frygtløs og fuld af tro på egne evner.

Den tro skal måske bare lige holdes i lidt strammere tøjler, og med lidt mere respekt for de andre på banen skal tingene nok også komme til ham.

Max Verstappen er, med det rigtige grej mellem hænderne, en kommende verdensmester.

Se også: Blev kaldt pikhoved på live tv: Sender køligt svar tilbage

Se også: Held i uheld for Kevin: Slået med 0,016 sekunder

Se også: Ferrari forklarer: Derfor blev mekaniker kørt ned

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Formel 1
Mest læste i Formel 1
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen