Kimi Räikkönen var 21 år gammel, da han debuterede i Formel 1 for Sauber, og han vil være mindst 41 år, når han samme sted slutter sin karriere i motorsportens fineste klasse.
Det bemærkelsesværdige comeback hos teamet, hvor det hele startede, efter Ferrari i 2018 valgte at satse fremtiden på Charles Leclerc, begyndte allerede ombord på et privatfly i sommeren 2017 til et hemmeligt lille møde.
Anekdoten afslører teammanager Beat Zehnder i et interview med motorsport.com i anledning af, at Sauber (nu kendt som Alfa Romeo i Formel 1) fejrer 50 år i motorsport.
- Jeg arbejdede på det i lang tid, siger Zehnder, som selv fejrede sit 25 års jubilæum hos Sauber i fjor.
- Da han sluttede treer på Silverstone i 2017 med Ferrari, gav han mig et lift tilbage (til Schweiz, hvor både Räikkönen og Sauber holder til, red.) i privatflyet. Der begyndte vi at tale om hans fremtid.
- Jeg sagde: Hør, hvis du ikke gider at køre for Ferrari mere, eller de afskediger dig, så kontakt mig venligst. Jeg gør det muligt.
- Vi finder en løsning, hvis du er interesseret og motiveret for at komme tilbage til Sauber. Henover årene har vi altid talt om det, fortæller teammanageren.
Sat til vægs af Sainz: Kevin skakmat
Kort før Italiens Grand Prix i september 2017 fik Kimi Räikkönen besked af Ferrari om, at hans sæde næste sæson gik til Charles Leclerc.
Derefter gik det stærkt med aftalen, som sikrede, at finnen efter 18 år andetsteds vendte hjem.
- Vi havde et møde tirsdag efter løbet med Fred (Vasseur, teamchef), Kimi og mig selv.
Sandheden bag F1-chok: Alt andet end penge
Otte F1-løb klar: Strålende nyhed!
- Dybest set skruede vi en kontrakt sammen på to timer. Altså en kontrakt er måske så meget sagt, men en aftale. For Kimi læser ikke kontrakter ...
- Gennem alle årene har vi haft et særligt bånd, siger Zehnder.
Kimi Räikkönens nuværende kontrakt udløber efter denne sæson, hvor han til oktober fylder 41.