Her er Hamiltons nye holdkammerat

George Russell afløser Valtteri Bottas hos Formel 1-holdet Mercedes fra næste sæson

For få uger siden havde George Russell sin bedste kvalifikation i Formel 1, da han på Spa startede som nummer 2.

Den 23-årige englænder George Russell skifter fra 2022 Williams ud med Mercedes i Formel 1.

Han erstatter dermed finnen Valtteri Bottas og bliver holdkammerat med verdensmesteren Lewis Hamilton.

Det meddeler Mercedes på Twitter tirsdag formiddag.

- Det er en speciel dag for mig personligt og professionelt. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke er helt oppe at køre. Det er en kæmpe mulighed, som jeg vil gribe med begge hænder.

- Men jeg gør mig ingen illusioner om udfordringens omfang. Det bliver en stejl læringskurve, siger Russell ifølge AFP.

Russell debuterede for Williams i Formel 1 i 2019 og har siden stillet til start i 51 løb.

50 af dem har været som Williams-kører, mens det sidste var i netop Mercedes-bilen som afløser for Lewis Hamilton i Bahrains grandprix i 2020.

Valtteri Bottas blev mandag præsenteret om ny kører hos Alfa Romeo fra 2022.

Han er i gang med sin femte sæson hos Mercedes og har hele vejen stået i skyggen af Lewis Hamilton, som har vundet VM-titlen alle de fire år med Bottas ved sin side.