Mindre snak og mere race.
En af Formel 1’s ‘hardlinere’, teamchef for Red Bulls B-hold Alpha Tauri Franz Tost, giver ikke meget for kørernes beklagelser og bekymringer over, hvad de nye biler gør ved deres rygge og nakker.
Østrigeren var i sit bramfri hjørne, da han i Canada blev bedt om at vurdere det nye tekniske direktiv, hvor det internationale motorsportsforbund, FIA, vil måle og sætte grænser for, hvor meget raceren må hoppe.
- Det her er en Formel 1-bil. Det er ikke en Rolls Royce. Og kørerne burde være klar over det. Hvis bilen er for stiv, eller den er for svær til dem, så skulle de måske blive hjemme, i stuen, sidde i lænestolen og køre løbene på tv, sagde Tost.
- Da de nye regler blev skabt, var det klart fra begyndelsen, at de ikke ville være lette at køre. Hvorfor? Fordi med den type bund med Venturi-kanaler er det nødvendigt, at den er sat ret stift op, og bilen er tæt på overfladen.
- Bilerne er ikke så komfortable som tidligere, og nu klager kørerne over det. Jeg kan forstå, at det ikke er let for dem, men på den anden side er det en Formel 1-bil.
- Jeg kan huske en kører i gamle dage med de store vinger, som sagde til mig en søndag aften, at han skulle til tandlægen, fordi han mistede al følelse, og bilen var så svær at køre. Det her er ikke noget nyt, siger 66-årige Tost, som selv var racerkører og nåede til Formel 3.
Hans løsning: Træn nakke og de store ballemuskler noget mere. Men erklærede samtidigt, at Alpha Tauri naturligvis ville hjælpe med at indsamle data til FIA.
På den anden fløj står Mercedes-teamchefen Toto Wolff, som har de største problemer med en hoppende bil og to af de kørere, som har beklaget sig mest.
Han retter skytset mod Red Bull og Ferrari, som er vrede over, at der bliver justeret på reglerne midt i sæsonen. Omvendt beskylder de Mercedes for at udnytte situationen til at hjælpe deres dårligt designede bil.
- Det her er en sport, hvor du forsøger at beholde din konkurrencemæssige fordel, men i denne situation går de for vidt, sagde Wolff i Canada.
- Alle kørere - eller mindst en per team - sagde, at de havde smerter efter Baku, at de havde problemer med at holde bilen på banen eller sløret syn. Og teamcheferne forsøger at manipulere sig til at beholde deres fordel og spiller politiske spil, når FIA prøver at finde en hurtig løsning.
- Jeg taler ikke kun om Mercedes. Alle biler led på den eller anden måde i Baku og gør det stadig her. Bilen er enten for stiv eller hopper. Vi har et fælles problem i F1. Det er et designproblem, som skal løses, mener Wolff.
Efter Canadas Grand Prix skød Ferrari med skarpt mod Mercedes og FIA. Teamchef Mattia Binotto fastslog, at direktivet ikke kunne føres ud i praksis og antydede tilmed, at det havde været lækket på forhånd til Mercedes.
Direktivet giver nemlig lov til at påmontere en ekstra wire for at styrke bilens bund. Mercedes testede allerede denne løsning fredag, hvilket fik flere andre teams til at true med protest, hvis tyskerne brugte den i løbet.
- Toto sagde, at de producerede den del hen over natten. Hvad jeg kan sige er, at Ferrari ikke ville være i stand til at gøre det. Ingen tvivl om, at det overrasker mig, at et hold er stærkt nok til at gøre det.
- Jeg må måske stole på, hvad han siger, sagde Binotto på sin søndagsbriefing.
Dybest er der kun tale om at bore et hul i gulvet og påmontere en ekstra stålwire, så der er grænser for, hvor kompliceret operationen er. Man kunne også tillade sig undring over, at det er så stor en opgave for Ferrari.
FIA er i gang med at indsamle data fra holdene. Hvad grænseværdien bliver, hvordan den skal føres ud i livet, og hvad konsekvenserne bliver for at overskride den, er endnu uvist.
Teamcheferne mødes før Silverstone for at blive klogere på situationen.
SE OGSÅ: Debriefing fra Montréal: Mere smæk for skillingerne