Hovedpine hos Red Bull: - Intet er besluttet

Red Bull overvejer at lade Max Verstappen starte Ruslands Grand Prix bagerst

Hovedpine hos Red Bull: - Intet er besluttet

Se ulykken på Silverstone, der kostede en motor for Max Verstappen.

VM-rivalernes sammenstød på Silverstone i sommer efterlod Max Verstappens racer så ødelagt, at Honda-motoren trods omfattende undersøgelser ikke kunne reddes.

Hollænderen bliver nødt til at tage hul på en fjerde for at kunne fuldføre sæsonen. Det er en ud over den tilladte kvote på tre, hvorfor han i løbet af efteråret kommer til at tage en straf, der sender ham bagerst i feltet.

Spørgsmålet er hvornår?

Teamet overvejer at gøre det denne weekend i Rusland, fordi banen er af en type, hvor overhalinger er mulige.

- Der er stadig mange spørgsmålstegn fra vores side. Vi skal se gennem weekenden, hvor konkurrencedygtige vi er. Intet er fuldt ud besluttet endnu fra vores side, sagde Max Verstappen torsdag i Sochi.

I praksis afventer Red Bull, hvordan farten er i forhold til Mercedes, og hvordan lørdagens kvalifikation går, før man træffer en beslutning.

Foto: Lars Baron/Getty/Red Bull Content Pool
Foto: Lars Baron/Getty/Red Bull Content Pool
 

Red Bulls særlige rådgiver Dr. Helmut Marko pointerer over for RTL, at man i det mindste kan overhale i Sochi.

Men så konkurrencedygtigt som feltet er i år, så suser man ikke lige gennem feltet uden modstand.

- Holdene lige bag os er for hurtige til fuldt ud at kunne kæmpe sig igennem nede bagfra uden hjælp fra en safetycar. Det er ret svært at overhale, siger Max Verstappen.

- Nogle baner er selvfølgelig bedre end andre, men tjek Monza, hvor man burde kunne overhale, men det var supersvært bare at få en chance. Det bliver aldrig let.

Opdatering: Fredag eftermiddag bekræftede Red Bull, at man skifter Verstappens motorenhed.

Red Bull kan afvente kvalifikationen, før de beslutter, om man skifter motoren hos Max Verstappen. Foto: Anton Vaganov/Ritzau Scanpix
Red Bull kan afvente kvalifikationen, før de beslutter, om man skifter motoren hos Max Verstappen. Foto: Anton Vaganov/Ritzau Scanpix
 

For to uger siden, hvor Daniel Ricciardo vandt en sensationel sejr for McLaren, lykkedes det rent faktisk Valtteri Bottas at køre sig gennem feltet.

Finnen havde taget en fjerde motor, startede bagerst, men sluttede på podiets sidste plads. Men han fik hjælp. Max Verstappen og Lewis Hamilton udgik, mens Red Sergio Perez fik en tidsstraf.

Ferrari har allerede annonceret, at Charles Leclerc starter bagerst. Monegaskeren får en ny motor med et opgraderet hybridsystem.

Honda bekræftede tidligere på ugen, at man også har opdateret sit hybridsystem. Det drejer sig om et nyt batteri, hvilket er tilladt inden for reglerne, fordi man i første halvdel af sæsonen har benyttet batteriet for 2020.

Det skulle både yde bedre og være betragteligt lettere.

LÆS OGSÅ: Gigantens genoprejsning: Opskriften på storhed