Husker speciel episode: - Kort efter var jeg færdig som stjerne i Monaco

Ekstra Bladets Formel 1-ekspert Jason Watt kan både se fordele og ulemper ved det ikoniske løb

Jason Watt har ligesom Kevin Magnussen kørt i Monacos gader. Dog aldrig som Formel 1-kører. Foto: Jan Sommer
Jason Watt har ligesom Kevin Magnussen kørt i Monacos gader. Dog aldrig som Formel 1-kører. Foto: Jan Sommer

I DE GODE gamle dage i 1960’erne og 1970’erne, da Stirling Moss og efterfølgende Jackie Stewart var kongerne af Monaco, der blev der kørt herre-race om sejren, og der blev overhalet som en gal inden den dygtigste chauffør kunne løfte trofæet.

Nu om dage giver det at sætte ordene 'Monaco' og 'overhaling' i samme sætning ikke meget mening, da dette stort set ikke finder sted længere. Hvis placeringerne byttes i racet, så er det i 90% af tilfældene grundet pitstrategierne.

Måden at overhale på i Monaco er ganske enkelt at lave et undercut eller et overcut  - altså at pitte tidligere end bilen foran og køre hurtigt på de første omgange efter sit pitstop eller at blive ude længere tid end de andre og være i stand til at holde et højt tempo.

Bilerne er simpelt hen blevet så hurtige, at en reel udbremsning er en by i Rusland. Spørg bare Max Verstappen, som i 2015 forsøgte sig på Romain Grosjean for enden af start/mål-langsiden.

Klummen fortætter under billedet ...

Monacos ikoniske bane er et spektakulært syn. Foto: Jan Sommer
Monacos ikoniske bane er et spektakulært syn. Foto: Jan Sommer
 

DET ENDTE I et gigantisk crash, som kostede hollænderen de første strafpoint på licensen. Kimi Räikkönen overhalede Kevin Magnussen i det klassiske Fairmont-hårnålesving.

Men kun for at finde ud af, at når man gør det, så drejer bilen ikke skarpt nok til at komme rundt i svinget, og det blev enden for dem begge.

Det kaldes en motorbane, men den er måske alt for lille. Skal man ligefrem sammenligne et Formel 1-løb med at Real Madrid og Bayern München mødes storkamp i bordfodbold.

Man skulle derfor tro, at kørerne synes, at løbet er en fase og intet har med rigtigt racerløb at gøre, men sådan forholder det sig langt fra. Der er bare noget over Monaco, som man ikke får andre steder.

Klummen fortætter under billedet ...

Schumacher har vundet flest gange i Monaco. Foto: AP
Schumacher har vundet flest gange i Monaco. Foto: AP
 

FILMSKUESPILLERE OG ROCKSTJERNER flokkes til løbet i fyrstendømmet og vil gøre meget for at få lov til at trykke hånd med Formel 1-kørerne, som jo i denne uge er stjernerne. I det hele taget er så meget stjernedrys over denne weekend, og det skal man ikke tage fejl af gør et stort indtryk på F1-feltet.

Som manden i cockpittet er der i de snævre gader rent kørermæssigt også noget helt specielt, som man ikke opnår på samme måde andre steder.

At ramme eller komme i 'zonen' bliver der talt om i mange sportsgrene, og i motorsport er det her, hvor man som kører nærmest er i trance, og det hele foregår i slowmotion med 300 km/t.

Den zone er bare SÅ meget mere udbredt i Monaco end nogle af de andre baner, idet man på intet tidspunkt har to sekunder i træk, hvor hjernen får lov at slappe bare en smule af.

Det svarer vel til at jonglere med tre tennisbolde i lige så lang tid, som det tager at køre Monacos Grand Prix, altså ca. to timer.

Klummen fortætter under billedet ...

Foto: Jan Sommer
Foto: Jan Sommer
 

NU ER DET så tilmed temmelig udmattende at køre Formel 1, så for at opnå den optimale sammenligning skal du nok nærmere stå i en sauna og jonglere i de to timer.

Jeg vil sent glemme, da jeg i 1997 førte Formel 3000-løbet, og jeg var i zonen, så det battede. Lige indtil jeg var så langt foran Nick Heidfeld på andenpladsen, at jeg begyndte at slappe lidt af.

Jeg nåede lige at tænke: 'Nu kører jeg en anelse langsommere gennem Casino Square svinget,' og kort efter var jeg færdig som stjerne i Monaco.

Jeg fik drejet et mikrosekund for tidligt og snittede autoværnet på indersiden af svinget, og så var jeg passager indtil bilen stod plantet godt og grundigt i hegnet på ydersiden.

Klummen fortætter under billedet ...

Foto: Jan Sommer
Foto: Jan Sommer
 

MONACO ER EN barsk størrelse, som har brast mange racerdrømme, og det er jo derfor, det i den anden ende af skalaen er så fedt at vinde. At være ham der står tilbage i saunaen efter to timer og stadig jonglerer med sine tre bolde.

Hvis det var så nemt at vinde, ville der også være mange flere forskellige vindere af klassikeren. I stedet ser vi i rekordbøgerne, at Ayrton Senna har den absolutte rekord med seks sejre, mens Michael Schumacher og Graham Hill hver har taget pokalen 5 gange hver.

De to førstnævnte må jo siges at have været kongerne af moderne Formel 1 og især af kvalifikationen, som er den halve sejr i fyrstendømmet.

SÅ NÅR ALT ommer til alt så, er hver eneste sejr Formel 1 beviset på, at den pågældende chauffør er fantastisk, men en sejr i Monacos Grand Prix er bare beviset på, at man tilmed er i klub med Senna, Schumacher, Alain Prost og Graham Hill – og den klub er ikke lige sådan at blive medlem af.

Så i min bog hører Monaco og Formel 1 sammen, da begge dele gavner hinanden og kaster en anderledes glans over sportsgrenen.

Se også: Katastrofe for Haas: Handicappet før start

Se også: Lækkert gensyn: Babes vender tilbage til F1-grid

Se også: Fyreseddel på vej? Haas svarer på Grosjean-rygte

26 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere