I dialog med Kevin: Sådan vælger ny F1-boss sin kørere

Haas F1's teamchef bekræfter, at Kevin Magnussen er kandidat som kører – men danskeren er ikke førstevalget

Günther Steiner og hans chef Gene Haas er på jagt efter kørere med erfaring fra V6-æraen. (Foto: Jan Sommer)
Günther Steiner og hans chef Gene Haas er på jagt efter kørere med erfaring fra V6-æraen. (Foto: Jan Sommer)

MONZA (Ekstra Bladet): Glipper sædet hos McLaren, kan Kevin Magnussens i stedet ende med at udleve sine Formel 1-drømme i en amerikansk racer drevet af italienske hestekræfter.

Ekstra Bladet mødte Haas F1's teamchef, Günther Steiner, i Ferraris lejr i paddocken på Monza, og italieneren med det tyske navn bekræftede, at Kevin Magnussen er i spil til at blive en af teamets to kørere, når teamet i 2016 får Formel 1-debut.

– Alle kørere, som har kørt eller kører i Formel 1, og som er ledige, har vi talt med og er i dialog med. Vi prøver at finde det bedste match til os, siger Günther Steiner.

Den tidligere Jaguar-teamchef og tekniske chef for Red Bull er til Italiens Grand Prix sammen med teamejer Gene Haas som gæster hos deres motorleverandør, Ferrari. Deres længere liste af potentielle kørere er blevet kortere, og teamet håber på en afklaring i løbet af denne måned.

Se også: Button til Ekstra Bladet: Kevin fortjener Formel 1

Nico Hülkenberg har været teamets førsteprioritet, men den tyske Le Mans-vinder har forlænget med Force India. Amerikanerne håber stadig at kunne lokke Romain Grosjean fra Lotus, hvilket kommer til at afhænge af, hvorvidt Renault overtager det økonomiske trængte team eller ej.

– Vi har brug for en erfaren kører. Jo mere erfaring, desto bedre. Hvis vi kan få den mest erfarne fyr, så gør vi det, men alle kørerne – og jeg vil ikke nævne navne, for så glemmer jeg pludselig en – men alle de kørere, som I journalister alligevel kender, der er ledige eller har kørt i Formel 1, taler vi med, siger han.

V6-kendskab
Set med danske øjne er den gode nyhed, at teamet vil have de bedst tænkelige kørere og ikke bare dem med de fleste sponsorpenge i ryggen.

– Vi vælger ud fra deres bedrifter, fastslår teamchefen.

Haas F1 har indgået partnerskab med Ferrari. (Foto: Jan Sommer)
Haas F1 har indgået partnerskab med Ferrari. (Foto: Jan Sommer)
 

Nok så vigtigt skal de bedrifter stamme fra 2014 eller senere; det tidspunkt, hvor Formel 1 overgik til V6-turbomotorer med komplicerede hybrid-systemer.

– Vi har brug for nogen, som har erfaring med turbo-motorerne og ERS-systemerne. Altså med den seneste motor. At håndtere det er meget vigtigt ligesom erfaring med de nyeste dæk. De er nødt at have prøvet de nye dæk, så de kan håndtere dem, for det er ikke let. Det er vores største kriterier, siger Günther Steiner.

Eller i hvert fald når det gælder førstekøreren.

Ifølge Ekstra Bladets engelske pressekilder er der stort set en aftale på plads med Ferrari-reserven Esteban Gutierrez. Den italienske motorleverandør ønsker mexicaneren hos Haas, som samtidig medbringer over 100 millioner sponsorkroner fra den stenrige tele-mogul Carlos Slim.

Esteban Guiterrez og hans manager Didier Coton skulle være meget tæt på at skrive under med Haas F1. (Foto: Jan Sommer)
Esteban Guiterrez og hans manager Didier Coton skulle være meget tæt på at skrive under med Haas F1. (Foto: Jan Sommer)
 

Det efterlader Ferrari-testkøreren Jean-Eric Vergne samt Kevin Magnussen som de mest oplagte kandidater, såfremt en aftale med Romain Grosjean glipper.

Afklaring i september
– Jeg ville ønske, vi kunne annoncere kørerne i morgen, men det er ikke så nemt, som det synes. For vi prøver at få den bedste og måske få ham, som er allersværest, fordi han er den bedste (læs: Romain Grosjean), siger teamchefen.

– Men vi planlægger stadig at få afklaret begge kørere i løbet af september. Vi er tæt på, vi har gjort feltet mindre, og forhandlingerne er seriøse. Men nogle gange når man til 99 procent, og så tager den sidste ene procent længere tid end de første 99. Hvis nogen bliver kreative ...

Gene Haas og hans Formel 1-hold ruller ind på gridden til 2016-sæsonen. (Foto: Jan Sommer)
Gene Haas og hans Formel 1-hold ruller ind på gridden til 2016-sæsonen. (Foto: Jan Sommer)

Om Kevin Magnussens kvaliteter siger Günther Steiner:

– Jeg synes, Kevin er en god kører. Han klarede det godt. Jeg har respekt for alle kørere, som er nået hertil som ham. Gennem rækkerne fra gokart til et stort hold.

– Han blev ikke out-racet (udklasset, red.) af Jenson Button. Og vi kender Jensons kvaliteter fra over 15 år i Formel 1. Han er en tidligere verdensmester. Kevin klarede det ret godt, jeg ville aldrig sige noget dårligt om ham, siger teamchefen.

Se også: Amerikansk team-ejer afslører: Jeg har fået Kevin anbefalet

Første gang, man får en Haas F1-racer at se på banen – med eller uden dansk chauffør – bliver til 2016-sæsonens test i marts i Barcelona.

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

9 kommentarer
Vis kommentarer