Ikonisk Formel 1-grandprix aflyst

Formel 1-kalenderen i denne sæson kommer til at mangle et stort grandprix, da løbet i Monaco er aflyst helt

Det ikoniske Loews hårnålesving, der er det langsommeste sving i Formel 1, kommer vi ikke til at opleve i 2020. Foto: Benoit Tessier/Reuters/Ritzau Scanpix
Det ikoniske Loews hårnålesving, der er det langsommeste sving i Formel 1, kommer vi ikke til at opleve i 2020. Foto: Benoit Tessier/Reuters/Ritzau Scanpix

Formel 1-grandprixet i Monaco er aflyst i 2020. Det er første gang siden 1954, at grandprixet ikke køres.

Det oplyser arrangøren bag det traditionsrige gadeløb, Automobile Club de Monaco.

- Under ingen omstændigheder kan løbet arrangeres senere på året, skriver arrangøren i en pressemeddelelse.

Årsagen til aflysningen af den 78. udgave af løbet skyldes udbruddet af coronavirus, der også har ramt Monaco.

Tidligere torsdag kom det frem, at den 62-årige fyrst Albert II er testet positiv for coronavirus. Det meddelte paladset i det lille fyrstedømme.

Monarken har appelleret til sine landsmænd om at begrænse kontakten til andre mennesker til et minimum for at få bugt med coronasmitten.

I Monaco, der har omkring 31.000 indbyggere, er der som i Frankrig, Italien og Spanien, udgangsforbud, skriver dpa.

Ud over grandprixet i Monaco blev Formel 1-grandprixet i Australien også aflyst tidligere i marts.

Formel 1-sæsonen skulle være startet i Australien, men arrangørerne valgte at aflyse arrangementet, da en medarbejder på McLaren-teamet blev konstateret smittet med coronavirus.

Derudover er en række løb udskudt til senere på året. Det drejer sig om løbene i Bahrain, Kina, Vietnam, Holland og Spanien.

Tidligere torsdag meddelte Formel 1, at Monaco Grand Prix, var udsat. Men nu er det altså helt aflyst. Det stod til at blive afviklet 24. maj.

Som konsekvens af den usikre situation har Formel 1 fremrykket den traditionelle sommerpause til marts og april for at frigøre mere plads i kalenderen senere på året.

Formel 1-sæsonen kommer tidligst i gang 7. juni, når der køres grandprix i Baku i Aserbajdsjan.

Se også: Formel 1-løb i Holland, Spanien og Monaco udskydes

Se også: Lundgaard kan lande F1-sæde

Se også: Ekstrem situation: Uset mængde spild

15 kommentarer
Vis kommentarer