McLaren er i dybe overvejelser over, hvorvidt de skal skilles fra motorproducenten Honda.
I den tredje sæson af en tiårig aftale har japanerne taget et skridt bagud. Efter halvdelen af årets løb indtager det engang så hæderkronede samarbejde sidstepladsen i konstruktør-VM med blot to point - efter Sauber der kører med gamle Ferrari-motorer ...
Selv om der har været seriøse forhandlinger mellem McLaren og deres tidligere leverandør Mercedes, er hverken tyskerne eller Ferrari interesseret i at levere motorer til briterne. Det mener motorsport.com at vide.
Hvilket kun efterlader Renault som muligt alternativ.
Rivalerne - især Mercedes og Ferrari, som fører VM-kampen - nyder at se de mangedobbelte verdensmestre bagerst på gridden, mener McLarens topchef Zak Brown.
- Vi er et stort team, som ved, hvordan man vinder løb og mesterskaber, så jeg tror, at de fleste hold - mens det er en skam at se, hvor vi er - så kan de lide at se os der, siger han til Sky News.
- De har ikke lyst til, at vi kommer for tæt på, hvilket er forståeligt, siger Brown, der sidste år overtog pladsen som McLarens CEO fra afsatte Ron Dennis.
Så pilen peger mod fortsat samarbejde med den japanske motorgigant.
- I sidste ende tror vi, at Honda kan klare opgaven, siger Zak Brown.
Særligt Fernando Alonso presser på en afklaring. Spanieren har i tydelige vendinger gjort det klart, at han ingen planer har om at køre for tiendepladser endnu en sæson. Han bliver næppe hængende hos McLaren uden et skifte til en konkurrencedygtig motor i 2017.
Rookien Stoffel Vandoorne har derimod kurs mod forlængelse, om end belgieren har været ganske langt efter sin erfarne teamkammerat i første halvsæson.
Ferrari lokker Vettel med mini-milliard og Kimi-klausul
Gridstraf til Kevin lurer i horisonten
Alonso efter årets første point: Jeg kunne have vundet
F1-skilsmisse forhandles: McLaren tæt på Mercedes-aftale