Intet nedbrud her: Så hurtig var Button i London Marathon

Mens McLaren-Honda-raceren har voldt ham store problemer i Formel 1-løbene, fejlede Jenson Buttons egen motor ikke noget under London Marathon

Jenson Button var også hurtig uden hjul, da han løb London Maraton på under tre timer. (Foto: ALL OVER)
Jenson Button var også hurtig uden hjul, da han løb London Maraton på under tre timer. (Foto: ALL OVER)

Det kræver sin mand at køre en Formel 1-racer. Ikke kun i forhold til mandsmod, men også med henblik på konditionen. For selv om motoren gør sin del af arbejdet, er det ingen hemmelighed, at jobbet bag rattet er et studie i udholdenhed.

Denne evne til at bide smerten i sig besidder Jenson Button i særlig grad, og var man i tvivl herom, fik man beviset i søndagens udgave af London Marathon. Her stillede stjernen fra McLaren-Honda til start på sin engelske hjemmebane og leverede en mere end hæderlig præstation i hovedstadens gader.

Briten krydsede stregen i tiden 2 timer, 52 minutter og 30 sekunder, hvilket sikrede ham en plads som nummer 918 ud af et felt, der i alt talte 37.800 deltagere.

Se også: Slår Rooney stort: Så rig er Lewis Hamilton

Målt i hastighed pr. kilometer har Button i gennemsnit løbet hver enkelt i tiden 4.04 minutter, hvilket i sig selv kalder på anerkendelse, men i det store billede var det ingenlunde nok til at blande sig i toppen.

Det var dog heller ikke planen, og selv erkendte Jenson Button da også efterfølgende, at han ikke hører til blandt eliten på denne front, omend forberedelserne ikke havde fejlet noget.

- Det mest fantastiske er, at jeg har trænet en hel del, men der er så mange mennesker foran mig. Folk lægger så mange kræfter i det her, og det er ganske følelselsladet. Det var virkelig fedt, siger Button til BBC.

London Marathon blev vundet af kenyaneren Eliud Kipchoge, der triumferede i tiden 2.04.42, mens storfavoritten Wilson Kipsang kom ind på andenpladsen i det prestigefyldte løb.

Hos kvinderne var Tigist Tufa hurtigst, da hun skulle bruge godt to timer og 23 minutter på at tilbagelægge den legendariske distance.

Se også: F1-mastodont bekymret for Alonso: Noget stemmer ikke

14 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Formel 1
Mest læste i Formel 1
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere