Jason Watt begriber det ikke: - Helt til grin

- Dæk skal ikke være noget, der skal definere et teams præstationer på den måde, som det sker i øjeblikket, mener Ekstra Bladets Formel 1-ekspert, Jason Watt

Haas-teamchef Günther Steiner ses her i samtale med Mario Isola, der er teknisk chef hos Pirelli. Dækfabrikanten har fået en stor hovedrolle i denne sæson, hvor flere teams har haft besvær med at få dækkene til at fungere. Foto: Jan Sommer
Haas-teamchef Günther Steiner ses her i samtale med Mario Isola, der er teknisk chef hos Pirelli. Dækfabrikanten har fået en stor hovedrolle i denne sæson, hvor flere teams har haft besvær med at få dækkene til at fungere. Foto: Jan Sommer

VI ER NÅET nær halvvejs igennem Formel 1-sæsonen, og på dette tidspunkt af året plejer det at være silly season, der optager os mest. Men den spændende snak om, hvem der skal køre hos hvem i næste sæson er i den grad blevet erstattet af en heftig debat om dæk.

Det er i mine øjne helt til grin, at dæk skal spille en så stor rolle, og jeg bliver skuffet, hvis man fra FIA’s side ikke får ændret tingene, så vi fans får en bedre oplevelse, når de 20 mest avancerede racerbiler i verden slippes løs søndag eftermiddag.

OP TIL 2019-SÆSONEN har Pirelli introduceret en ny type dæk, hvor selve tykkelsen på belægningen er formindsket med 0,4 millimeter.

Det skulle forhindre sidste års problemer med overophedning og vabler, men har blot resulteret i andre kritikpunkter fra mange teams, heriblandt Haas.

Dækkene har været genstand for enorm debat i denne Formel 1-sæson. Foto: Andrej Isakovic/Ritzau Scanpix
Dækkene har været genstand for enorm debat i denne Formel 1-sæson. Foto: Andrej Isakovic/Ritzau Scanpix
 

DER TALES KONSTANT om, at det er svært at skabe energi i dækkene, og at man derfor ikke rammer temperatur-vinduet, hvor gummiet fungerer, som det skal.

Især Haas er helt uden idé om, hvordan man løser den gåde, som det efterhånden er blevet.

Vi har set kæmpemæssige udsving præstationerne fra K-Mag og co. alt afhængig af banernes udformning og underlag, og det burde altså ikke være raketvidenskab på det niveau, vi ser det i år.

Lørdagens kvalifikation blev en af de dage, hvor Haas formåede at lege med de store. Kevin Magnussen leverede en helt utrolig omgang.

Under kvalifikationen til Østrigs Grand Prix viste Kevin Magnussen, at Haas havde fået dækkene til at fungere på denne bane. Forrige uge i Frankrig var der omvendt store problemer. Foto: Lisi Niesner/Ritzau Scanpix.
Under kvalifikationen til Østrigs Grand Prix viste Kevin Magnussen, at Haas havde fået dækkene til at fungere på denne bane. Forrige uge i Frankrig var der omvendt store problemer. Foto: Lisi Niesner/Ritzau Scanpix.
 

LØSNINGEN ER NOK ikke så lige til – men hvis jeg skal pointere noget, så må det være, at man kan kaste et blik i historiebøgerne og indse, at tilbage i 2007-2010, da japanske Bridgestone var leverandør, havde man ikke problemer med gummiet.

Dækkene er blevet bredere siden da, men jeg tror ikke, at problemet bunder i det faktum – snarere tværtimod. Men gå da tilbage og kig på, hvordan det japanske dæk var konstrueret.

GÅR VI LIDT længere tilbage – nærmere betegnet til 2001-2006 – havde vi dækkrigen mellem Bridgestone og Michelin, og mange F1-tilhængere efterlyser, at man åbner op for noget tilsvarende i dag.

Jeg tror altså ikke, at det er løsningen, idet vi altid vil se en dæk-producent, der løser opgaven bedre end konkurrenten, og så vil der bare komme endnu en skævvridning i konkurrencen.

Skrækscenariet ville jo være, at Mercedes f.eks. kørte på fabrikat 1, som skulle vise sig at være meget bedre end Ferraris fabrikat 2. Så har vi for alvor ’dækproblemer’.

Pirelli er eneste dæk-leverandør for nuværende i Formel 1. Tidligere var der dæk-krig, da både Michelin og Bridgestone var muligheder. Foto: Boris Horvat/Ritzau Scanpix
Pirelli er eneste dæk-leverandør for nuværende i Formel 1. Tidligere var der dæk-krig, da både Michelin og Bridgestone var muligheder. Foto: Boris Horvat/Ritzau Scanpix
 

I DISSE DAGE tales der om et direkte oprør blandt teams. Halvdelen af dem – Red Bull, Ferrari, Haas, Alfa Romeo og Toro Rosso – forlanger, at man går tilbage til 2018-versionen af Pirelli-dækkene, som de pågældende teams bedre kunne få til at fungere.

Det kan jeg godt forstå, at de ønsker sig, for det er helt åbenlyst, at Mercedes har været bedst til at løse mysteriet og få 2019-dækkene til at fungere inden for vinduet.

DET ER IMIDLERTID et krav fra FIA, at ønsket om at skifte til 2018-dæk skal komme fra syv ud af ti teams, og som jeg ser det, kommer det ikke til at ske.

’Nej tak’, vil det lyde fra Mercedes og deres kunder i form af Racing Point og Williams. Desuden er McLaren nok det team, der har været næstbedst til at knække dæk-koden, så her er man derfor i høj grad glade for det besværlige 2019-dæk.

Renault kunne selvfølgelig forsøge at overbevise McLaren, der er deres egen kunde, om at adlyde ønsket om et skifte – men så meget i lommen på den franske motorleverandør er det engelske team altså ikke.

Mercedes ser ud til at have knækket koden i forhold til at få dækkene til at fungere. Samtlige løb i år er vundet af en kører fra det tyske team. Foto: Lisi Niesner/Ritzau Scanpix
Mercedes ser ud til at have knækket koden i forhold til at få dækkene til at fungere. Samtlige løb i år er vundet af en kører fra det tyske team. Foto: Lisi Niesner/Ritzau Scanpix
 

DERFOR TROR JEG desværre ikke, at vi kommer til at se et dækskifte i denne sæson. Så dermed er der kun én ting at gøre for Pirelli lige nu: Det er at gå tilbage til tegnebrættet med henblik på forbedringer i 2020 og frem.

Dæk skal ikke være noget, der skal definere et teams præstationer på den måde, som det sker i øjeblikket, og det må kunne lade sig gøre at fremstille et dæk, der er nemmere at få til at fungere.

Et dæk er sort og rundt og skal have lidt luft i for at fungere – bum færdig.

Formel 1 - 30. jun. 2019 - kl. 08:07 Stor frustration efter Kevin-show: - Det er smertefuldt

Formel 1 - 29. jun. 2019 - kl. 20:14 Problemer i Haas-kulissen: Kæmpe lettelse

Sport og Spil Debriefing fra Frankrig: Ét sæde åbent hos Haas

102 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere