Jason Watt er bekymret: - Nu må han svinge øksen

Ekstra Bladets Formel 1-ekspert, Jason Watt, er bekymret for Haas og Günther Steiner

Jason Watt frygter, at Haas' problemer kan gå ud over Günther Steiner. Foto: Jan Sommer
Jason Watt frygter, at Haas' problemer kan gå ud over Günther Steiner. Foto: Jan Sommer

DET KAN NÆPPE komme bag på nogen, at Haas-teamets præstation i 2019 er deres værste, siden teamet debuterede i 2016. Lige nu skraber man bunden og er kun foran Williams i den samlede VM-stilling.

Min umiddelbare holdning er, at Haas som feltets mindste team set på antal medarbejdere, nok har overpræsteret især i 2018, hvor man med IKEA-modellen (køber delene ude i byen og samler selv) var i stand til at bygge en bil så hurtig, at andre teams allerede ved vintertesten brokkede sig højlydt og kaldte den en Ferrari-kopi.

DALLARA BYGGER cockpittet og designer aerodynamikken, mens motor med hybridteknikken, gearkasse og hjulophæng bliver købt hos Ferrari, og så er det bare at samle, hvad der er i kasserne og køre noget race.

Jeg har ikke noget problem med selve filosofien, at man køber ude i byen fremfor at designe selv.

DET ER ELLERS blevet kritiseret af mange, som mener at ånden i F1 er at teams selv designer og bygger deres bil, og så ser man, hvem der er bedst.

På den anden side bliver vi ved at høre på, at F1 er for dyrt, så jeg mener, at man derfor er nødt til at acceptere ’Ikea-modellen’.

PROBLEMET MED ovennævnte model er, at man slet ikke kan reagere godt nok eller hurtigt nok, når grejet ikke spiller.

Vi så det sidste år i mindre omfang, da Haas gik fra at være ’best of the rest’ i begyndelsen af året, men kun for at blive overhalet af Renault og Force India/Racing Point i udviklings-kapløbet henover sæsonen.

HOS DE ANDRE hold med 2-4 gange så mange ansatte, og hvor man selv konstruerer det hele (motorer dog kun hos Mercedes, Ferrari, Renault), da har man langt nemmere ved at kommunikere mellem de forskellige afdelinger.

Derved opnås også en meget bedre strøm af oplysninger og informationer, og man har lettere ved at analysere sig frem til årsagen på problemer og finde en løsning på dem.

KØBER DU et jakkesæt på postordre otte måneder før dit bryllup fremfor at få det skræddersyet, så er du sgu på den, hvis ikke skidtet passer, når det kommer frem.

Måske passer det, lige når det er købt, men hvis du så tager fem kilo på inden den store dag, så render man heller ikke lige ned til skrædderen og får ham til at justere på tingene.

Haas har i mine øjne været lidt heldige, at sidste års postordre-jakkesæt passede ret fint, mens dette års model gnaver temmelig meget i skridtet.

Bevares, jeg kan godt forstå at teamet kradser sig i hovedbunden og ikke kan forstå hvorfor bilen fungerer godt i kvalifikationen over den enkelte omgang, mens det i løbet slet ingenting vil.

Så når man ser glimt af storform, så er man nok ikke meget for at lave bilen radikalt om. I stedet er Romain Grosjean denne weekend gået tilbage til at køre i en bil med samme specifikation som ved årets start. Og den ser endda ud til at være hurtigere, end den man har udviklet sig frem til ti løb senere. Det er jo ret trist at måtte konkludere.

Det er jo ret trist at måtte konkludere.

HVAD GØR Günther Steiner så nu?

Lad mig slå fast at jeg synes, at Steiner er en utrolig sympatisk og cool fyr, som har et fantastisk tag på sine kørere.

Han siger tingene, som de er, og han tager også sin del af ansvaret for dette års krise. Men faktisk kan jeg også få øje på, at han nok er lidt for flink.

ET TEAM SOM er i så store problemer, og åbenlyst indrømmer at de overhovedet ikke aner, hvad årsagen er.

De er nødt til at foretage drastiske ændringer i deres organisation.

Det kan undre mig, at vi endnu ikke har set Haas skille sig af med de personer, som burde være bedre til at finde årsagen til problemerne. Ej heller har vi set teamet ansætte nye personer i nøgleroller. Man må da kunne headhunte folk fra andre teams – det hører vi masser til i andre tilfælde – bare ikke hos Haas. Günther Steiner er nødt til at svinge øksen internt i teamet og ansætte nye friske kræfter i ledende stillinger.

Ellers frygter jeg, at han selv bliver ofret, og at vi kommer til at kigge langt efter hans skønne væsen fra 2020 og frem.

Formel 1 - 13. jul. 2019 - kl. 16:09 Panderynker hos Haas: - Fatter det ikke

Se også: Advokatbrev lækket: Haas-ultimatum om fyring

Formel 1 - 13. jul. 2019 - kl. 08:12 Haas udstillet: - Det har ramt vores svage punkt

71 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere