Jason Watt gider ikke mere: Knyt sylten, Alonso!

Ekstra Bladets Formel 1-ekspert Jason Watt mener, at Fernando Alonso er en dramaqueen, der skal tie stille

Jason Watt er træt af at høre på Fernando Alonso.  Foto: (AP Photo/Geert Vanden Wijngaert)
Jason Watt er træt af at høre på Fernando Alonso. Foto: (AP Photo/Geert Vanden Wijngaert)

FERNANDO ALONSO sagde for nylig farvel og tak til Formel 1, hvor han har været en stor stjerne i mange år. Hans exit var måske ikke den store overraskelse, men alligevel trækker Kong Alonso overskrifter i tiden efter nyheden om pensionen.

Nu går historierne på, at han efter eget udsagn skulle have modtaget et tilbud fra Red Bull om at overtage Daniel Ricciardos plads, inden den gik til det unge franske talent Pierre Gasly.

Det bliver purre afvist af Red Bulls Christian Horner og Dr. Helmut Marko, og jeg kan ikke lade være med at tænke over, at lige meget hvor Alonso sætter sine fødder, så har det ført til kritik af hans person. Og nu altså også hos teams, hvor han aldrig har kørt så meget som en meter.

Jeg nægter at tro på, at der kan være så meget røg uden nogen form for ild – og med det mener jeg, at jeg er overbevist om, at Fernando Alonso er en dramaqueen, der har alt for høje tanker om sig selv.

Det viste sig blandt andet hos McLaren i hans tid ved siden af Lewis Hamilton. Her fik spanieren baghjul, og han var ikke sen til at beskylde teamet for at favorisere Hamilton, og han var overbevist om, at han fik en dårligere bil end den engelske komet.

Den slags paranoia kom til udtryk allerede året inden, da Alonso kørte for Renault. Efter offentliggørelsen af skiftet til McLaren beskyldte han Renault for at forkludre et pitstop med vilje for at sørge for, at han ikke ville vinde VM og tage nr. 1 med til et andet team.

Fra 2010 og fem år frem kørte Alonso så hos Ferrari, og heller ikke her gik det stille af sig.

Alonso har en evne til at sætte sig selv i fokus, mener Watt. Foto: AFP
Alonso har en evne til at sætte sig selv i fokus, mener Watt. Foto: AFP
 

SPANIEREN HAR altid været kendt for at være verdensmester i dårlig timing – forstået på den måde, at han rammer nye teams i en periode, hvor det slet ikke fungerer for dem. Det fortsatte hos Ferrari, og efter et halvt årti med halvsløje resultater blev der endnu en gang smækket med døren, og så måtte italienerne lægge ryg til hård kritik fra Alonso.

Så gik turen tilbage til McLaren, der nu med Honda-motorer skulle vinde VM – men det ved vi jo alle, hvordan er gået. Manglen på motoreffekt har fået Alonso til helt uden filter at kritisere Honda, og når det har været værst, har han skreget på radioen, at det er en GP2-motor, og at det er latterligt at køre med en så sløv motor.

Hvis man som kører ser sig selv som så fantastisk, at man helt uden team-spirit sviner sine teams til, vil det på et eller andet tidspunkt bide sig selv i halen. Og noget tyder på, at Alonso er nået dertil nu.

Som tidligere skrevet er Red Bull – for hvem Alonso aldrig har kørt – ikke sene til at melde ud, at de ingen interesse har i en kører som Alonso, som i deres øjne er både krævende og besværlig at arbejde med. Han er typen, der forvandler et team til et one man-show.

ALLEREDE FOR TI ÅR SIDEN, da Red Bull havde en ægte interesse i Alonso, fremstillede spanieren krav, der var uacceptable. Her kan jeg kun gætte på, at han blandt andet nok har krævet at kunne vælge teamkammerat, således at han kunne være den største stjerne på holdet.

Meget af det, som Alonso får meldt ud i specielt de spanske medier, er bare så langt fra at være neutralt, som noget kan være. Også hans kritik af Kevin Magnussen har taget helt overhånd, og det lader til, at Kong Fernando Alonso får lov at diktere dagsordenen også over for pressen i hjemlandet.

Hvis han har sådan et helt land, der synes, at solen skinner ud af hans bagdel, er der måske ikke noget at sige til, at han får lidt primadonnanykker. Men om det er noget, der kan overføres til USA – hvor jeg vil tro, at Alonso skal fortsætte sine motorsports-meritter – er jeg ikke særlig sikker på.

Men på den anden side de har jo deres egen Donald Trump, som på visse punkter minder lidt om en vis spansk racerkonge

Se også: Jason Watt har fået nok: Hold nu kæft og kør

Se også: Nu piber Alonso igen: De er blødsødne over for Kevin

Fernando Alonso forlanger en mundtlig undskyldning denne weekend. Foto: Geert Vanden Wijngaert Formel 1 - 25. aug. 2018 - kl. 10:23 F1-børnehave: Verdensstjerne forlanger undskyldning

113 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere