Jason Watt: Jeg forstår ikke Haas

Ekstra Bladets Formel 1-ekspert, Jason Watt, undrer sig over interessen for Robert Kubica

Watt forstår ikke Günther Steiner (th.) og resten af Haas-holdet. Foto: Jan Sommer
Watt forstår ikke Günther Steiner (th.) og resten af Haas-holdet. Foto: Jan Sommer

Haas har gensignet både Kevin Magnussen og Romain Grosjean, selvom en talentfuld kører som Nico Hulkenberg er ledig. Det er der en ret simpel forklaring på.

Jeg synes ikke at danskerhatten behøver at klemme ret meget, før man bør kunne få øje på at Kevin Magnussen i 2019 generelt har præsteret bedre, end han faktisk har gjort i alle sine foregående sæsoner i Formel 1.

Han er tilmed sluppet af med den uheldige trend som tidligere gjorde, at vi uden en fornuftig forklaring, så danskeren fade ret så meget på denne side af sommerpausen.

At bilen slet ikke er på højde med værktøjet fra 2018, er jo så en helt anden snak.

Jeg mener klart, at Nico Hulkenberg ville være et meget bedre bud som partner til ’K-Mag’, end det er tilfældet med Romain Grosjean. Hulkenberg står pt. uden en kontrakt for 2020, og han var i den grad på tale til et sæde hos Haas, indtil Grosjean blev fornyet.

Tyskeren har i sine år hos Renault været vant til at få ganske fornuftige penge for sit arbejde, og jeg er ganske overbevist om, at det er her, hunden ligger begravet.

Artiklen fortsætter under billedet..

Foto: Jan Sommer
Foto: Jan Sommer
 

Haas har ikke været i stand til at honorere Hulkenbergs lønkrav. Og hvem som er den største taber på den baggrund, kan være svært at vurdere.

Hvis jeg var Hulkenberg, havde jeg nok taget imod, hvad der blev tilbudt fra Haas. For nu står han mest af alt og ligner en kommende Formel E kører, hvis da ikke han skal lykkes med at fravriste et Alfa Romeo-sæde fra Antonio Giovinazzi.

På et andet punkt har jeg temmelig svært ved at følge Haas’ interesse i en vis chauffør.

Ganske officielt har vi hørt en udmelding fra Gunther Steiner, som har ytret interesse i at få Robert Kubica som test- og reservekører i 2020. Jeg er helt med på, at polakken har et økonomisk stærkt bagland, som vil gøre meget for at holde den tidligere topkører inde i sporten. Så der er stensikkert penge at hente til Haas’ pengekasse, hvis man laver en aftale.

Artiklen fortsætter under billedet..

 

Kubica har i år medbragt, hvad der svarer til omtrent 100 mio. danske kroner, for at sidde i en Williams-bil, så et kvalificeret bud er vel, at man er parat til at betale ca. 25-30% af dette for at køre lidt fredagstræninger og en del simulatorkørsel i en Haas. Jeg er med på, at Haas godt kunne bruge en skilling i den størrelsesorden, men jeg er bange for. at det kan være dyrt i den sidste ende.

Nogle vil mene, at Kubica er højt agtet som testkører, men jeg kan ikke få øje på, at man skulle have den store værdi, når man generelt kører 0,3-0,5 sekund for langsomt. En bil som køres 95% af, hvad den kan, vil ganske givet opføre sig anderledes, når Magnussen efterfølgende vrider 99,9% ud af grejet.

Så når Steiner siger, at han har hørt, polakken skulle være en ret god testkører, så er det nok mest møntet på at få det polske bagland til at åbne pengepungen på klem.

Jeg håber dog, at der i stedet vil kunne findes et Formel 2-talent, som rent simulatorkørsels-mæssigt er god nok,  og samtidigt vil kunne bidrage økonomisk til teamet. Men mest af alt også en kører som fortjener at få en fod indenfor i det forjættede Formel 1, hvor et testsæde i min bog netop også skal bruges til at spotte talenterne.

67 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere