K-Magic downunder: Bedste kval i fire år

Kevin Magnussen kørte sjettebedste tid og starter femmer, når Formel 1-sæsonen indledes søndag morgen

MELBOURNE (Ekstra Bladet): Sæt vækkeuret og hold lidt igen med vin og sjusser lørdag aften. Der er alle mulige grunde til at prioritere Australiens Grand Prix, hvis man har de mindste følelser for Formel 1 eller Kevin Magnussen.

Test og træningstiderne talte sandt, og til sæsonpremieren er Haas F1 Team fjerdehurtigst efter de tre suveræne tophold. 

Samtidigt viste Kevin Magnussen lidt magi efter en problemfyldt start på weekenden. Som tidtagningen skred frem, fandt danskeren grænserne på VF18’eren og sluttede af med en overbevisende omgang halvanden tiendedel bedre end teamkammeraten Romain Grosjean.

SE DEN STÆRKE AFSLUTNING I KLIPPET ØVERST

Sjettebedst i den tætte kvalifikationsfinale (Q3). 

- Fantastisk job. Imponerende omgang. Jeg er virkelig stolt af dig, kunne man høre danskerens løbsingeniør Giuliano Salvi sige over radioen.

Hvortil Kevin Magnussen grinede lettet og kvitterede med et ‘godt gået, gutter’.

Nok så vigtigt var de 1.23,187 minutter over tre tiendedele bedre end Renault-duoen. Da Valtteri Bottas samtidig smadrede sin Mercedes, og Daniel Ricciardo har tre pladsers straf med sig for at ignorere et rødt flag under træning, starter danskeren som nummer fem søndag morgen.

På en bane, som trods en ekstra DRS-zone i år er notorisk svær at overhale på.

- Jeg er stolt, når vi laver sådan en tidstagning. Det er tydeligt, at bilen er super god. Jeg er sindssygt glad, siger Magnussen til 3+ umiddelbart efter kvalifikationen.

Se Bottas' crash her:

Det er første gang, siden Japans Grand Prix i 2016, at Haas har to kørere i Q3 - dengang scorede hverken Romain Grosjean eller Esteban Gutierrez point i selve løbet - og første gang siden Brasiliens Grand Prix i 2014, at Kevin Magnussen nåede kval-finalen.

Trods regn tidligere på dagen blev hele kvalifikationen kørt i tørvejr, og Haas-duoen var aldrig for alvor i fare for at komme videre fra de tidlige stadier.

De afgørende omgange tegnede til at blive rigtig tætte, lige før Lewis Hamilton satte en magisk omgang ind til allersidst og slog Kimi Räikkönen med næsten syv tiendedele.

Sebastian Vettel og Max Verstappen starter på de efterfølgende pladser. 

Som forventet var Sauber og Torro Rosso langsomme. Det samme var Williams’ rookie Sergej Sirotkin. Russeren var et halvt sekund fra sin teamkammerat Lance Stroll, som slap igennem til Q2.

Før sæsonpremieren konstaterede Fernando Alonso, at dette løb ville blive McLaren-Renaults svageste i år. Spanieren og teamkammeraten Stoffel Vandoorne var tæt på top ti, men manglende halvanden tiendedele op til Nico Hülkenberg på tiendepladsen. 

Op til Kevin Magnussen var der knap syv tiendedele i Q2.

Hvis McLaren-Renault kan undgå de mekaniske problemer, som har plaget dem i sæsonoptakten, bør de stemple ind kampen om at være ‘best of the rest’ meget snart. 

Sidste års firere Force India kom til Australien med en helt ny bil til 2018-sæsonen, som endnu ikke har samme niveau som forgængeren. Sergio Perez kvalificerede sig som 13’er, mens teamkammeraten Esteban Ocon havde en skidt dag med en 15. plads trekvart sekund dårligere end mexicaneren.

Se også: Konkurrenterne imponeret: - Desværre er Haas foran os

Se også: Reagerer på rivalernes store Haas-hyldest: 'Kald mig bare skør'

158 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere