BARCELONA (Ekstra Bladet): En dansker var helt oppe at køre af glæde efter søndagens grandprix. Og det var hverken Kevin Magnussen eller en type skadefro over et skidt løb for Renault.
Blandt de mest erfarne mekanikere, som Max Verstappen har overtaget hos Red Bull, er nemlig danske Ole Schack.
Sønderjyden har tidligere hjulpet tyske Sebastian Vettel til verdensmesterskaber hos teamet og har nu efter teenagerens forfremmelse fået et nyt kæmpetalent at arbejde for.
- Ufatteligt. Fantastisk dag, siger Ole Schack, da Ekstra Bladet møder ham i paddocken.
Inden han undskylder, at der ikke er tid hverken fest eller snak. Selv om Red Bull-lejren syder, er der en bil, der skal skilles ad…
I sit allerførste løb viste Max Verstappen, hvorfor Red Bull lod ham debutere i en Formel 1-racer som 16-årig, gav ham et sæde hos Toro Rosso som 17-årig, og nu som 18-årig efter blot fire løb af 2016 gav ham Daniil Kvyats racer.
Ganske vist skulle suveræne Mercedes køre hinanden af banen, før hollænderen blev den yngste vinder af et Formel 1-grandprix i historien, men det rykker ikke ved præstationen. Rekorden blev snuppet fra en vis Sebastian Vettel.
Hos Renault glædede man sig over, at selv den nuværende motor er i stand til at vinde et løb. Også Kevin Magnussen var imponeret.
- Han er helt klart på. Jeg kan ikke sige, at det er fedt at se på. Jeg er pissemisundelig, griner danskeren.
- Han gør det bare sindssygt godt. 18 år gammel og kan stå for det pres. Bare blive sat ind i et nyt team og give gas. Det er imponerende, siger han.
Verstappens sejr blev grundlagt efter Mercedes-kørernes sammenstød og en beslutning om at sende ham på en anden strategi end teamkammeraten Daniel Ricciardo.
Teenageren formåede at få sine dæk til at holde og køre hjem med blot to pitstop. Selv om han blev hårdt presset bagfra af Kimi Räikkönen og Sebastian Vettel fra Ferrari.
- Det er fantastisk. Især de sidste ti omgange føltes som et udholdenhedsløb. Jeg kunne ikke fatte, at jeg førte løbet. I dag lykkes bare alt.
- Jeg holdt fat i dækkene, og jeg tror, vi kørte den bedst tænkelige strategi. Ufatteligt, sagde Max Verstappen.
18 år og 223 dage gammel - og nu en endnu større stjerne i Formel 1.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.