To løbs-weekender i træk fik trafik og fejldispositioner fra pitten indflydelse på Kevin Magnussens kvalifikation.
Som Ekstra Bladet skrev efter grandprixet i Canada får det Haas til at indføre spottere, som skal sikre, at kørerne bliver sendt ud på de rigtige tidspunkter, hvor der er tilstrækkelig hul til at sætte en ren omgang.
Det nye tiltag er klart til løbet i Aserbajdsjan denne weekend, hvilket glæder danskeren.
- Vi har nogle ændringer på plads. Jeg har en person, som kun kigger på trafik og ikke noget andet. Han er spotter på GPS'en. Forhåbentlig hjælper det. Det er en af de ting med os, vi vokser og forbedrer os løb for løb, sagde Kevin Magnussen på sit pressemøde i Baku.
I Monaco bredte en langsom Lewis Hamilton sig, mens tidtagningen i Montreal gik i ged, da danskeren fik besked på at slippe de forkerte kørere forbi.
- Det er godt at se, at vi straks handler. Det stod ikke klart efter Monaco, hvor vi første gang havde trafik, at der var behov for en ændring. Det kunne bare have været en irriterende, uheldig situation. Så skete det igen, så vi handler. Det er rigtig godt at se.
- Måske er det noget, som kræver lidt tid for at fungere optimalt, men i det mindste gør vi et forsøg på at forbedre vores situation, siger den danske Haas-kører.
Systemet vil kun blive brugt under træning og kvalifikation og i begge sider af Haas-garagen. Spotterne bliver 'dem som laver mindst'; formentlig en driftsikkerheds-ingeniør, ligesom teambossen Günther Steiner også kan komme i spil til den ekstra tjans ...
Spotterne skal prøve at regne ud, hvad de andre laver ud fra GPS-data. Tidligere var det nemt at regne ud, da alle kørte en hård ud-omgang og så forsøgte at sætte deres kval-tid.
Ingen problemer i normal trafik
Men de nye mere hårdføre dæk gør, at der er flere måder at køre tidtagningen på. Når en tiendedel eller to snildt betyder en håndfuld placeringer på startgridden, gælder det ikke at skulle passere langsommere biler undervejs.
- Canada var i udpræget svær, fordi det var en kort bane. Flere kørere på mindre plads, og så var der forskellige strategier for at få det maksimale ud af dækkene, siger Günther Steiner.
- Det bliver stadig svært, men løbsingeniøren har for meget at se til. Hvis der er normal trafik, er det nemt, men vi var nødt til at gøre noget efter Canada. Næste gang vi får brug for dem, er de på plads.
Som planlagt medbringer Haas F1 en opgradering til Aserbajdsjan til begge biler. Det er en videreudvikling af bilens vinge, som gerne skulle give raceren mere vejgreb (downforce).
F1 skriver historie: Her får du adgang til kørernes briefing:
Grosjean flirter med Ferrari: Sædet er et opkald væk
Nøgle-kollegaen vurderer: Kevin minder om kølig Ferrari-stjerne
F1-skilsmisse forhandles: McLaren tæt på Mercedes-aftale