SHANGHAI (Ekstra Bladet): For første gang siden Haas-teamet debuterede for over et år siden i Formel 1, lykkes det for den side af garagen, som Kevin Magnussen nu holder i, at score point i et grandprix.
Danskeren har overtaget Esteban Gutierrez’ mekanikere og ingeniører, og de gik gennem 2016 med en 11. plads som bedste resultat.
Mens Haas’ dansker kørte for Renault gik flere sats med dækvalg og pitstop den forkerte vej. Hos sin nye arbejdsgiver sad den i øjet fra starten, og Kevin Magnussen var ikke sen til at rose teamet efter ottendepladsen i Kinas Grand Prix.
- Det var et godt kald af teamet at sende mig ud på supersoft efter at have startet på intermediate bare for at kunne presse og få hurtigt varme i dækkene, sagde den danske racerkører til Ekstra Bladet umiddelbart efter løbet.
Kevin Magnussen satsede det hele i overhalingen af Estaban Ocon
Han var blandt den store gruppe, som udnyttede en tidlig safetycar til at skifte til slicks, men har blev der eksperimenteret både med soft- og supersofts. Alle skulle dog i pit igen, og det sidste stint på endnu et sæt supersofts gjorde, at Kevin Magnussen kunne overhale begge Force India.
Under omstændighederne følte han, at ottendepladsen var det bedst tænkelig resultat, men han håber at forbedre det allerede næste weekend, når der køres i Bahrain.
- Jeg havde en vildt god kommunikation med teamet igennem løbet i forhold til at få det bedste ud af bilen og systemerne.
- Jeg glæder mig virkelig til at komme videre og gøre det igen, siger danskeren.
F1 - Shanghai endelig stilling
Kevin efter superløb: ’Jeg var lige ved at tabe den’
Superløb af Magnussen sikrer Haas årets første point