MONZA (Ekstra Bladet): Nok er nok. Kevin Magnussen har måttet lægge øre til en del fra Fernando Alonsos mund uden at tage til genmæle, men efter kvalifikationen til Italiens Grand Prix fandt den 25-årige dansker de store gloser frem.
I den klart langsommere McLaren-racer forsøgte den spanske verdensstjerne at udnytte slipstrømmen bag Kevin Magnussens Haas til vinde ekstra tid på start-mål-langsiden for så at overhale gennem første sving.
Som man kunne forvente, lykkes det ikke og Fernando Alonso ødelagde begges omgange.
Sammenbidt forlod Kevin Magnussen dommerne, for de undlod at skride ind.
En tydeligt frustreret Kevin Magnussen holdt på ingen måde igen, da Ekstra Bladet sammen med et stort presseopbud fik danskerens version efterfølgende.
- Han kom op til mig efter kvalifikationen og grinede mig lige op i fjæset. Fuldstændigt respektløst; jeg kan ikke vente med, at han går på pension, tordnede danskeren.
Problemerne starter på udomgangen. Egentlig ligger Fernando Alonso foran de to Haas-kørere, men Kevin Magnussen overhaler ham efter Ascari (sving 8-9-10) og før omgangens afsluttende Parabolica-kurve (sving 11).
- Vi var seks-otte biler i en gruppe, og ved udgangen af Ascari var Fernando vist i gang med at opvarme sine bremser og kørte ikke stærkt. Jeg kører stærkt, så jeg cruiser forbi ham. Af en eller anden grund accelerer han og prøver at komme tæt på i stedet for at skabe et hul ligesom alle andre.
- Han troede, han kunne få den perfekte slipstream og vinde, jeg ved ikke hvor mange tiendedele, men det er mange, hvis du gør det. Men jeg ofrer ikke min egen omgang og lader ham komme forbi. Jeg ville hellere hænge mig selv, fnyste danskeren.
- Jeg vil ikke spekulere i, hvorfor han gjorde det. Det var temmelig tåbeligt og unødvendigt. Jeg ved, at han tror, han er gud, men no way.
Denne lørdag uddyber Magnussen gerne sine udtalelser og er ikke den eneste, der har smilt, når Fernando Alonso i skuffende langsomme McLaren-Renault gang på gang i denne sæson har talt om, hvordan han lige havde afsluttet karrierens bedste løb.
- Han taler om sine omgange som guddommelige. Bogstaveligt talt tror han, at han er en gud. Det er ret morsomt, faktisk, siger danskeren.
Fernando Alonso har haft en del udfald mod Kevin Magnussen. Senest på Silverstone, hvor spanieren anklagede dommerne for at være blødsødne mod danskeren. Hvilket dog pure blev afvist F1-løbsdirektøren Charlie Whiting.
Den eneste batalje mellem de to, hvor der rent faktisk faldt en straf, var tilbage i 2014 på Spa, da danskeren forsvarede sig for ivrigt.
Men spanieren har altid været dygtig til at lægge pres på dommerne.
- Vi ved, at Fernando er lidt af en opportunist. Det har vi set flere gange i hans karriere. Også på hans teams, hvor han prøvede forskellige ting, som ikke altid fungerede. Og i dag gik det ikke for ham, siger Kevin Magnussen.
- Det vil være interessant at se, hvis rollerne var byttet om, hvad udfaldet ville være. Men det er spekulation.
Tidligere på sommeren på Paul Ricard fik den danske Haas-kører sin afgørende omgang ødelagt af Kimi Räikkönen, som valgte at overhale, ligesom begge skulle starte deres sidste forsøg. Situationerne er dog ikke umiddelbart sammenlignelige.
På Monza forsøgte Fernando Alonso et træk, som kun kan have tabere. Ikke mindst fordi han sidder i en langsommere bil.
Forklaringen på dommernes beslutning til kørerne var denne:
- Hvis man blokerer nogen, mens man selv er på en hurtig omgang, er det ikke en blokering efter reglerne. Den del var ligesom i Frankrig. Måske er det noget, vi skal kigge på? Men jeg har ingen problemer med det, så længe det er ens for alle.
Haas-teamet havde ellers kurs mod at starte sekser og syver i den uhyre tætte kvalifikation. Faktisk var Romain Grosjean kun en tusindedel fra at ryge ud i Q2, men formåede alligevel med en fremragende sidste omgang at køre sjettebedste tid.
Set med italienske øjne var den helt store historie Kimi Räikkönens kun anden pole-position i ti år med Ferrari-teamkammeraten Sebastian Vettel lige bag sig.
Haas-boss står fast: Vi holder os fra galskaben
Debriefing fra Spa: Kørerskift spøger hos Haas
Ansvarlig for monstercrash: Hülkenberg hårdt straffet