Årets hidtil bedste resultat for Haas F1 faldt på den bane, hvor teamet på forhånd frygtede, de ville være mindst konkurrencedygtige hele sæsonen.
Så det er ikke mærkeligt, at Kevin Magnussen var ovenud lykkelig, da han umiddelbart efter Aserbajdsjans Grand Prix aflagde rapport til verdens tv-selskaber.
I stedet for at kæmpe mod Sauber-racere nede bagved overhalede danskeren blandt andre Felipe Massa og Nico Hülkenberg på samme tid og lå en overgang til en podieplacering i et af de mest kaotiske løb i flere sæsoner.
Syvende-pladsen betegnede Kevin Magnussen som 'et mirakel'.
- Det var et skørt løb med alle de safetycars og det røde flag. Der skete så meget. Jeg holdt mig ude af problemer, og balancen i bilen var god. Vi har bare haft lidt udfordringer med bremserne, og vi er ikke så konkurrence-dygtige her. Layoutet på banen passer os ikke, siger Kevin Magnussen.
- Så jeg er helt sindssygt oppe at køre. Det er teamet også. Vi er på den sværeste bane i år for os og får en syver med hjem. Det er ikke dårligt!
- Ingen havde forventet det her. Jeg lå treer på et tidspunkt, og jeg kunne slet ikke fatte det. Min ingeniør Giuliano nærmest stammede over radioen: ’Du ligger treer’. Men jeg vidste godt, at de formentlig havde pittet og var på vej, siger danskeren.
Syvende-pladsen var det bedst opnåelige resultat, mente han. Derfor strittede han heller ikke imod, da først Valtteri Bottas og Esteban Ocon efterfulgt af Sebastian Vettel samt Lewis Hamilton kom drønende bagfra.
- Det var ikke noget at gøre. De var så meget hurtigere og forbi allerede i starten af langsiden. Jeg kan jo ikke spærre for dem, siger han.
Nøglen til årets foreløbige bedste resultat, som sender Kevin Magnussen forbi Romain Grosjean i VM-stillingen med 11 point med 10, og Haas op på Renaults syvendeplads i konstruktør-VM, var en konservativ tilgang til kaosset, hvor tingene modsat flere tilfælde tidligere på sæsonen gik danskerens vej.
Løbet skulle ikke vindes i første sving, og da Nico Hülkenberg fik en superstart, lod danskeren ham bare slippe forbi for at undgå ballade.
- Jeg synes, jeg kørte aggressivt, når jeg skulle, men tog ikke nogen unødvendige chancer. Det, der var farligst i dag, var at presse den for meget. Laver du en lille fejl, skal du ud og lave en u-vending eller ender i væggen. Der var jeg nok lidt konservativ, men da vi starter på supersoft, har jeg Fernando tæt på mig og er nødt til at presse den. Da jeg havde fået fem-seks sekunder til ham, kunne jeg slappe lidt mere af, siger han.
Se genstarten på løbet:
Kevin i storform: Så strålende var han
Karrierens fedeste overhaling: Her napper Kevin TO på én gang!
Snusede til podiet: Kevins kaotiske kanonløb
Kevins makker klager: Træt af at blive udstillet