Kevin kæmper for millionbonus

Konstruktør-VM er vigtig for både Gene Haas’ og Kevin Magnussens bankkonto

SPA (Ekstra Bladet): Der er mange millioner på spil for Kevin Magnussen i anden halvdel af Formel 1-sæsonen. Både for Haas-teamet og danskeren egen pengepung.

Placeringen i konstruktørernes verdensmesterskab har betydning for, hvor mange præmiepenge teamet får fra F1’s ejere.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger indeholder Kevin Magnussens kontrakt også bonusudbetaling bundet op på placeringen i konstruktør-VM

Der skulle være tale om et anseeligt beløb, hvis den nuværende syvendeplads kan holdes. Men der venter en barsk opgave i det tætte midterfelt, hvor slumrende giganter som Renault og McLaren-Honda begynder at rykke på sig.

- Det bliver en stor udfordring at holde fast i syvendepladsen. Vi kæmper med Renault om den, og de har vist fremskridt med nogle gode løb på det sidste.

- Jeg tror, vi alle sammen i teamet er enige om, at syvendepladsen i konstruktørmesterskabet er målet, og det bliver heller ikke nemt. Jeg tror, det bliver hårdt, men også interessant, siger Kevin Magnussen til Ekstra Bladet.

Haas kom ikke alt for godt i gang på Spa. Her er Kevin Magnussen på vej gennem Eau Rouge. Foto: Jan Sommer
Haas kom ikke alt for godt i gang på Spa. Her er Kevin Magnussen på vej gennem Eau Rouge. Foto: Jan Sommer
 

På papiret er Williams på femtepladsen inden for rækkevidde; en placering danskeren betegner som ‘meget, meget svær’ at nå. Teamkammeraten kigger sig også mest over skulderen:

- Det er en tæt kamp mellem Williams, Toro Rosso, os selv og Renault. Jeg tror også, McLaren kan komme stærke tilbage, så dem skal vi passe på.

- Renault har vist stærke fremskridt; vi skal prøve at blive foran, men Toro Rosso og Williams er ikke uden for rækkevidde. Vi kæmper, men mellem sjette- og niendepladsen bliver det tæt, siger Romain Grosjean.

McLaren havde begge biler i top-ti i Ungarn og begynder at røre på sig. Foto: Jan Sommer
McLaren havde begge biler i top-ti i Ungarn og begynder at røre på sig. Foto: Jan Sommer
 

Franskmanden stod sidste år for teamets total på 29 point. I andet halvår blev det kun til et enkelt med en 10. plads i Texas. Han frygter ikke for en gentagelse af den tendens.

- Sidste år udviklede vi på 2017-bilen, hvorimod reglerne til næste år er stort set ens med undtagelse af indførslen af halo. Så finder vi noget i vindtunnelen, kan vi bruge det. Vi fortsætter med at udvikle på den her bil og blive bedre og bedre, siger Grosjean.

Teamchefen Günther Steiner er fuldt bevidst om den ulige kamp i midterfeltet, men tror på endnu en overraskelse fra det lille team.

- Vi ved, at vi er underdog i kampen om syvendepladsen. Renault har 600 mennesker og ansætter stadig. Og McLaren, jeg ved slet ikke, hvor mange de har. De er i en anden liga. Indtil nu har vi vist, at vi kan kæmpe, og det fortsætter vi med, siger Steiner.

Sidste år udløste en syvendeplads i konstruktør-VM 23 millioner dollar i præmiepenge til teamet.

Renault har mål om at ende femmer i konstruktør-VM; de ligger bag Haas i stillingen lige nu, men er et team i fremgang. Foto: Jan Sommer
Renault har mål om at ende femmer i konstruktør-VM; de ligger bag Haas i stillingen lige nu, men er et team i fremgang. Foto: Jan Sommer
 

Præmiepenge i 2016

Femteplads: 33 millioner dollar

Sjetteplads: 31 millioner dollar

Syvendeplads: 23 mio.

Ottendeplads: 19 mio.

Niendeplads: 16 mio.

Tiendeplads: 13 mio.

Anspændt øjeblik for Kevin: Det må bare ikke ske

Hård Kevin frustreret over F1-dommere: Jeg gør det igen

Flere muskler til Kevin: Får årets bedste opgradering

Teamchef joker om Kevins kugler