Kevin krydser fingre: - Potentialet er der

Omskifteligt vejr og stigende temperaturer truer med at ødelægge Haas-teamets bedste kvalifikation i et halvt år

For fjerde gang i denne sæson kvalificerede begge Haas-racere sig i top ti. To af gangene – Australien og Spanien – udløste det gode point, mens lørdagens kvalifikationsfest i Bahrain og Kina endte med slemme tømmermænd til løbet.

Det samme var tilfældet, da Kevin Magnussen på Red Bull Ring leverede en fantomomgang om lørdagen for så at trille værgeløs rundt under selve grandprixet.

Danskeren kender lidt godt for VF19’erens luner, så han tør ikke love, at Haas gør arbejdet færdigt og slutter med mindst en Haas i pointene i Brasilien.

Men oven på tre svære løb – teamet har ikke været konkurrencedygtige siden Singapore og Sochi – glæder de sig over en kærkommen optur. Løbet tager de, som det kommer uden de store forventninger.

For første gang siden Spaniens Grand Prix nåede begge Haas-racere Q3. Foto: Haas F1 Team
For første gang siden Spaniens Grand Prix nåede begge Haas-racere Q3. Foto: Haas F1 Team
 

- Vi har ikke været særligt hurtige i de seneste løb, så det er rart at være tilbage i Q3 med begge biler. Det viser, vi har potentiale; vi er bare ikke særlig gode til at forløse det med den her bil, siger Magnussen.

- Jeg vil dog være mere overrasket, hvis vi kan holde de her placeringer i løbet. Vi ved, at vi der har det svært med at håndtere dækkene. Vi får se.

Teamkammeraten Romain Grosjean havde det interne overtag under det meste af kvalifikationen og var for ottende gang i denne sæson hurtigere end sin danske kollega.

- Jeg ville altid foretrække at få det maksimale ud af bilen, men i dag så Romain ud til at have lidt mere i den, hvilket er fint. Jeg skal bare se, hvor han gjorde det og prøve at kopiere det. Han har altid været god på den her bare, så det er rart at have som reference og til at vise vejen, og hvad bilen er i stand til, siger Magnussen.

Udfordringen for Haas bliver søndagens vejr. Efter regn fredag og overskyet vejr lørdag, skal solen skinne over Interlagos søndag, hvilket giver markant højere asfalttemperaturer.

Hos Haas glæder man sig over, at der er fart i raceren om lørdagen. Og så håber de, at det holder ved til søndag. Foto: Haas F1 Team
Hos Haas glæder man sig over, at der er fart i raceren om lørdagen. Og så håber de, at det holder ved til søndag. Foto: Haas F1 Team

Formel 1 - 16. nov. 2019 - kl. 13:35 Haas venter tålmodigt: - Stor beslutning

Se også: Formel 1-boss overrasker: Aldrig sket før

Allerede i Q3 fik kørerne en smag på, hvad der venter. Her tittede solen frem, hvilket påvirkede tiderne. Mercedes-, Ferrari- og Red Bull-kørerne forbedrede sig alle, mens det skadede midterholdene.

Pierre Gasly, Romain Grosjean, Kimi Räikkönen og Kevin Magnussen kørte alle langsommere tider i Q3, end de havde gjort i Q2.  

Uden for top ti lurer rivaler som Renault, McLaren og Racing Point med frit dækvalg, og de glæder sig alle til højere temperaturer.

- Vi ved ikke præcist, hvor meget det vil skade os, men vi ved, at det ikke er godt for os. Formentlig bliver det lidt sværere at håndtere dækkene og holde temperaturerne under kontrol. Især overfladetemperaturen, hvilket har været vores store problem i år. Lige nu skal vi være glade, for det var godt at få begge biler i Q3, og så kæmper vi med, hvad vi har til løbet, siger Kevin Magnussen.

Christian Lundgaard og Frederik Vesti kører søndag morgen deres hidtil vigtigste løb. Macaos legendariske grandprix gemmer på mange markante minder for Danmarks bedste racerkørere og kan skabe karrierer. HER KAN DU LÆSE nogle af de danske højdepunkter, som Danmarks bedste racerkørere mindes deres første møde med Macao.

6 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Formel 1
Mest læste i Formel 1
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere