Kevin med bad boy-image: - Har ondt af ham

Ekstra Bladets Formel 1-ekspert mener, at Magnussen principielt kan være ligeglad med de andre, men han kan få problemer med dommerne

Magnussen giver ikke ved dørene. Foto: AP
Magnussen giver ikke ved dørene. Foto: AP

2018-SÆSONEN har indtil nu på mange måder været en positiv oplevelse for vores danske Formel 1-håb.

Der bliver talt meget om, at Kevin har fundet formen og selvtilliden, og det er fantastisk at se, hvordan K-Mag tilsyneladende har overtaget over teamkammeraten Romain Grosjean.

Der var store smil hos Hass-cheferne Gene Hass og Günther Steiner efter Kevin Magnussens femteplads i Bahrain. Det er præstationer som den, der har styrket hans position på det amerikanske team. Foto: Jan Sommer Sport og Spil Spillet om Kevins kontrakt: Ferrari-flirt presser Haas

Haas har som team virkelig ramt plet med deres 2018-bil, og det fik vi allerede at se ved testkørslerne i Barcelona forud for sæsonen.

Nu er vi retur på banen i Catalonien, og traditionen tro er det her, de fleste teams introducerer deres første alvorlige opdateringer på bilerne.

Mange har spået, at Haas ikke helt kan være med i udviklingsræset mod teams som Renault, McLaren og til dels Toro Rosso, som har væsentligt større budgetter at lege med, og derfor ville blive indhentet af de pågældende teams.

HELDIGVIS SER det foreløbigt ud til at Haas og co. stadig er med, hvor gassen brænder. De har opdateret deres bil rent aerodynamisk på dens ’barge boards’, som sidder placeret bag forhjulene.

Og jeg ser stadig det lille team som værende ’best of the rest’ bag Mercedes, Ferrari og Red Bull.

Haas-raceren kører virkelig godt, og teamet må være taknemmelige over at have en stærk bil på en bane som i Barcelona, som er virkelig hård ved dækkene.

Det er første indikator på, at man vil være god under de fleste forhold på langt de fleste baner på kalenderen.

En usikker faktor vil måske nok være løbet i Monaco, men det får vi jo snart svar på.

Men alt den positive snak om teamet og Kevin Magnussen har i den grad været kombineret med negative røster rettet mod danskeren.

Allerede i K-Mag’s første Formel 1-sæson blev der skældt ud på ham.

Bataljer og sammenstød med Kimi Räikkönen, Fernando Alonso og Valtteri Bottas gav ridser i både bilen og omdømmet.

Bevares – Kevin kører hårdt, og han giver ikke noget væk, men jeg synes, at det hurtigt blev lidt for billigt at skyde på Magnussen.

SERGIO PÉREZ, Nico Hülkenberg, Pierre Gasly har alle tre ikke bare været lidt utilfredse med Magnussens kørsel, de har decideret kaldt ham usportslig og farlig.

Senest er det så rookien Charles Leclerc, som er utilfreds med Kevin.

Han mente, at han kom i vejen for ham i træningen. Historien kort er, at der er gult flag, og Kevin tager farten af og afblæser sin omgang. Lige efter Kevin er kørt forbi flagposten med gult flag, bliver dette hevet ind igen, og her opstår balladen så.

Leclerc kommer bagfra på en hurtig omgang og synes, at Kevin er tåbelig at ligge der og køre langsomt. ’Det er altid Kevin’, udbryder den unge franskmand på pitradioen, og det er her, at jeg ser mønsteret.

Når en knægt i sit fjerde Formel 1-løb allerede føler sig i sin gode ret til at mene, at det altid er Kevin, så er det jo et tydeligt tegn på, at han er med på bølgen af ’haters’.

SAUBER-TEAMET protesterede, og FIA’s dommere tilkendte Magnussen en reprimande, som må være at sammenligne med en løftet pegefinger.

For pudsigt nok så var tredje træning fuldt med episoder, hvor kørere kom i vejen for hinanden, og det var hver gang grundet misforståelser.

Hvem som var på en hurtig omgang, og hvem som ikke fik flyttet sig foran. Hvis FIA skulle holde den stil, som de straffede Magnussen efter, så skulle der falde reprimander til en fire-fem kørere, men det kom jo ikke til at ske.

FOR AT KONKLUDERE lidt på ovenstående, så vil jeg faktisk sige, at jeg får en smule ondt af Kevin Magnussen.

Et bad boy-image er ikke nemt at slippe af med, og jeg synes, det er en forbandet skam.

Man kan sige, at Magnussen principielt kan være ligeglad med, hvad konkurrenterne mener om ham, men det er ikke heldigt, når dommerne skal vurdere situationer i fremtiden. Man har jo en slem tendens til at skyde skylden på de slemme drenge i klassen, og det kan komme til at koste dyrt, også selvom de måske er uskyldige.

Kevin Magnussen var i strålende humør efter 5. pladsen. Foto: Jan Sommer. Sport og Spil Det så du ikke på TV: Kevin jubler med teamets topboss

Foto: Jan Sommer Sport og Spil KANON-KEVIN! Alt om raceren, hans nye liv og barndommen

78 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere