BUDAPEST (Ekstra Bladet): På Silverstone blev Kevin Magnussen første gang sat på bænken, og fredag sker det igen, når Ferraris tredjekører Antonio Giovinazzi sætter sig i bilen for at klare første træning på Hungaroring i Budapest.
Magnussen gør det klart, at det er en svækkelse, men han ser dog muligheder for at skabe et godt resultat alligevel.
- Specielt med de nye biler, der er lidt sværere at køre, så koster det lidt. Det er sværere at komme ind midt i det hele og prøve at komme op i tempo, men det er ikke umuligt, siger den 24-årige Haas-kører til Ekstra Bladet.
- Jeg accepterer det. Vi får en masse hjælp fra Ferrari, så vi er også nødt til at give noget igen. Og i det her tilfælde give nogle træninger til deres unge kører.
- Man er bare en lille smule bagud, for man har ikke kørt på banen lige så meget som de andre. De har kørt halvanden time på banen. De er lige lidt foran.
Teamchefen mener heller ikke, at det er ideelt.
- Det er en mental ting, som man skal overkomme. Ingen kan lide, at der sidder en anden i ens bil, men Kevin er en stærk fyr. Han kommer ikke til at vænne sig til det, men han kan håndtere det, for det er for teamets bedste. Han er ikke glad, men han respekterer det, siger Günther Steiner.
Ikke den værste bane
Torsdag gik Magnussen som sædvanlig banen igennem, og han kan både se fordele og ulemper ved Hungaroring-banen.
- Jeg tror ikke, at det er en af vores værste baner. Vores svaghed er jo, når det går meget ligeud. På de lange strækninger har vi det en lille smule sværere.
- Den er en smule hurtigere end Monaco, men ikke særlig meget.
- Vi har været stærke i Monaco, Barcelona og Østrig, og det er alle sammen baner, hvor det kræver høj downforce. Jeg tror ikke, at det bliver den værste, men heller ikke den bedste, for vi er gode i de hurtige sving og ikke så meget, når det går lige ud. Der er ikke så mange hurtige sving.
Løbet køres søndag, men først venter tre træninger og en kvalifikation. Magnussen misser den første træning, men er i aktion fredag klokken 14, når anden træning begynder i Ungarn.
Mercedes-kører advarer inden F1-løb