LE CASTELLET (Ekstra Bladet): ‘Leave me alone, I know what I’m doing’ lyder Kimi Räikkönens udødelige citat fra Abu Dhabi i 2012.
Udfra fra finnens kørsel lørdag på Paul Ricard er Kevin Magnussen ikke overbevist.
- Teamet (Haas) vidste ikke, hvad han lavede, og jeg tror ikke, Kimi selv vidste, hvad han lavede … Det er et mysterie, sagde danskeren, da Ekstra Bladet talte med ham et par timer efter kvalifikationen.
Stemmen var rolig, men han var stiktosset umiddelbart efter tidtagningen, og han kommer til at veksle et par ord med Kimi Räikkönen, som selv af flere omgange har skudt med skarpt den anden vej.
Problemet opstod allersidst i en ellers forbilledlig kvalifikation for Kevin Magnussen, hvor både han og Ferrari-stjernen manglede at sætte en omgang.
Romain Grosjean spolerede de første forsøg i Q3 ved at sende sin Haas-racer i væggen og forårsage rødt flag. Da banen var ryddet, var det næsten en formssag for Kevin Magnussen at sætte syvendehurtigste tid med sin Haas; den havde et halvt sekund på Renault som tætteste modstander i midterfeltet.
Kimi Räikkönen kom i vejen.
Med dommernes ord var der ‘ingen tvivl om’, at Magnussens omgang blev ‘forpurret’ af finnen. Men Ferrari-køreren slap for påtale i deres kendelse, fordi de begge manglede at sætte en tællende tid.
Hvilket ikke kom bag på hverken Haas-teamchefen eller danskeren selv. Hvor tit straffer man lige Mercedes, Ferrari eller Red Bull …
Snart 39-årige Kimi Räikkönens kørsel var uberegnelig, mente Haas-lejren.
- Det var meget mærkeligt og umuligt at se, hvad han lavede. Det ene øjeblik pressede han den, det næste sekund stoppede han på banen. Man prøver at overhale ham, og så forsvarer han. Umuligt at forudse, forklarer Kevin Magnussen til Ekstra Bladet.
- Jeg overhalede ham i sving 14, hvor han stoppede. Hvorefter han slipstreamer mig ned ad langsiden og overhaler mig ind i sving et. Og så er det jo umuligt for mig at lave en omgang. Men det var både umuligt at lægge afstand til ham og umuligt at overhale ham.
Teamchef Günther Steiner var ikke videre imponeret af den finske Iceman.
- Det var uberegneligt og skuffende at ende i den situation. Der er ikke mange biler derude, og jeg synes IKKE, at Kevin gjorde noget galt. Han prøvede bare at køre sin omgang, og vi anede ikke, hvad der foregik. Jeg ser bare en prik på GPS-systemet, siger han.
Både Ferrari og Kimi Räikkönen VAR i vildrede.
Den officielle version i pressemeddelelsen lød således:
- Det var ret ligetil ind til sidste tur. Jeg var ikke i stand til at sætte en tid Q3. Første forsøg var hæderligt, men jeg kørte sidelæns i sving 11 og mistede lidt tid. Herefter var jeg ikke i stand til at forbedre den.
Direkte over radioen fik man sandheden.
Til denne sæson kan som tilskuer (og presse) sikre sig en såkaldt F1 Vision-tablet, hvor man blandt andet har adgang til alle køreres ucensurerede radiokommunikation. Den fortalte en anden historie.
Kimi Räikkönen var i tvivl om, hvorvidt han havde benzin nok til to hurtige omgange. Og i moderne Formel 1 skal der lægges en langsom indimellem for at lade batteriet helt op. Først fik finnen nej af Ferrari-garagen og siden kom kontraordren - han kunne alligevel forsøge igen - så det er svært at klandre Haas-garagen for noget.
- Hvad laver han? Han ødelagde alle sine omgange. Hvor mange havde han benzin til? Alle andre havde kun til én. Til at begynde med troede jeg, at han ville køre i pit, fordi han havde lavet en fejl.
- Så prøver han igen umiddelbart efter. Overhaler mig for igen at bakke af. Nu må han køre i pit, men så prøver han igen, siger Kevin Magnussen.
- Tre omgange i træk prøver han at køre en hurtig omgang. Det giver ingen mening, og det er umuligt at forudse, hvad han gør. Han fucker min omgang ved at overhale mig og fuldfører så ikke engang sin egen …
Og så lige i den weekend, hvor Ferrari til italiensk presse lækkede, at Charles Leclerc næste år bliver forfremmet til garagen ved siden af Sebastian Vettel. Hvilket kan betyde to ting: At det er sandt, eller at de bruger medierne til at lægge pres på Kimi Räikkönen til at levere bedre.
Samme Leclerc udnyttede sitationen til at kvalificere sin Sauber foran begge Haas …
Det amerikanske team burde nemt have sikret syvende- og ottende startposition.
Ah hvem? Grosjean og Vettel stoppet af fransk politi
Ambitiøs plan B: McLaren pønser på overraskende transfer
Formel 1 presses til grænsen af VM: - Vi får travlt
Kevin Magnussen understregede faktisk, hvorfor træningstider ikke er alt. Danskeren var langt efter sin teamkammerat i fredags. Men halede stille og roligt ind på ham, da det blev alvor.
I slutningen af Q2 var der sølle 0,040 sekunder imellem dem.
Nok så vigtigt uden at presse den i væggen.
Frankrigs Grand Prix køres søndag klokken 16.10 - senere end normalt, så det ikke kolliderer med Englands VM-kamp
Forstå F1's silly season: En tikkende bombe
Haas-boss: Vi ser den rigtige Kevin nu
Det ser du ikke på tv: Kom bag Haas' lukkede døre
Chefingeniørens forklaring: Stor forskel på Kevin og Romain