Kevin tosset efter umulig mission: En skændsel for Formel 1

Haas-racerne sluttede sidst i Mexico, hvor Lewis Hamilton blev kåret som verdensmester for femte gang

Her bliver det officielt: Lewis Hamilton er F1-verdensmester 2018 - Verstappen vinder i Mexico

MEXICO CITY (Ekstra Bladet): Kevin Magnussen og hans franske teamkammerat Romain Grosjean var på en umulig mission ovenpå årets mest skuffende kvalifikation, hvor teamet slet ikke kunne få styr på de drilske hypersoft og Mexico Citys tynde luft. 

Det blev kun til 15. og 16. pladsen - sidst blandt de gennemførte biler - men selve racet var noget mere underholdende, end det lyder.

For Haas-kørerne flirtede med point og lå egentlig i en fornuftig position to tredjedele inde i løbet.

Som vanligt fik Kevin Magnussen en fornem start og kørte ligesom sin teamkammerat en omvendt strategi af de fleste andre.

Et langt første stint på supersoft blev fint udført. Chancen for et mexicansk eventyr a la i fjor, hvor danskerens kørte sig fra 14. til 8. pladsen så muligt ud. 

Hvis altså nogle af rivalerne foran fik dækproblemer, men deres hypersoft faldt ikke så hurtigt sammen som forventet.   

Derimod fik begge Haas-kørere problemer på deres andet stint. Efter deres sene pitstop kom de ud på ultrasoft med chancen for at overhale sig gennem det tætte og klart langsommere midterfelt foran, som alle skulle tage vare på deres gummi. 

Kevin Magnussen i duel. Foto: AP
Kevin Magnussen i duel. Foto: AP
 

Festen varede kort efter nogle lynhurtige omgange. Så ville ultrasoft-dækket heller ikke mere. Faktisk var det hurtigt langsommere end de gamle supersoft.

Og så er det svært at køre racerløb.

- De her dæk er en skændsel. En skændsel for Formel 1, klagede Kevin Magnussen over radioen.

Med en sjetteplads til Nico Hülkenberg trækker Renault yderligere fra i konstruktør-VM.

Hamilton mester for femte gang
For andet år i træk kunne Lewis Hamilton lade sig kåre som verdensmester i Mexico. Det er britens femte titel, som bringer ham på omgangshøjde med den største F1-kører fra 1950’erne, Juan Manuel Fangio.

Og kun to bag Michael Schumacher.

Det blev ikke med en sejr, selv om Hamilton gjorde et hæderligt forsøg til at begynde med.

Hans sølvgrå Mercedes blev sendt af sted som et projektil fra tredje startposition op mellem de to Red Bull-racere i første række.

Tillykke til Hamilton fra teamet. Foto: AP
Tillykke til Hamilton fra teamet. Foto: AP
 

Daniel Ricciardo kunne ikke følge sin fornemme pole-position op med en god start. På den lange vej ned mod første sving er der også en vis fordel i at slipstreame bagfra. Hamilton kom foran, men Max Verstappen ville også lege med og afviste den kommende verdensmester.

Hollænderen snuppede sin anden sejr i år med en overbevisende indsats. Kvalerne for hans australske teamkammerat fortsatte derimod. På vej mod en andenplads måtte Ricciardo udgå for syvende gang i år med røg stående ud af Renault-motoren. 

Mon han er ved at fortryde sit skifte til det franske fabriksteam næste år?

Bagved Verstappen var der masser af underholdende race, som rivalerne kæmpede mod hinanden og fik problemer med deres dæk.

Formel 1 er fest i Mexico City. Foto: ANDRES STAPFF/Ritzau Scanpix
Formel 1 er fest i Mexico City. Foto: ANDRES STAPFF/Ritzau Scanpix
 

Se også: Hun sagde ja: Kevin Magnussen skal giftes

Se også: Kevins værste F1-oplevelse: - Skal køre som en bedstemor

Selv Mercedes var i problemer, og Lewis Hamilton sluttede kun firer.

Til det enorme hjemmepublikums store skuffelse - Mexicos Grand Prix var udsolgt for fjerde år i træk - måtte Force Indias Sergio Perez udgå med tekniske problemer. 

De to Real Madrid-fans Fernando Alonso og Carlos Sainz havde heller ikke nogen god dag og udgik.

F1-legenderne

Michael Schumacher: 7 (1994-1995, 2000-2004)

Den suveræne og kompromisløse tysker vandt titler for både Benetton (nu Renault) og Ferrari. 91 grandprix-sejre blev det til, men hans 68 pole-position for længst er overgået af Hamilton.

Lewis Hamilton: 5 (2008, 2014, 2015, 2017, 2018)

Med sin femte titel rykker Hamilton endnu tættere på Michael Schumacher. Med lidt held kunne han have tangeret den i år. Han tabte mesterskabet i 2007 med et point og havde også vundet i 2016 uden tekniske problemer.

Juan Manuel Fangio: 5 (1951, 1954-1957)

Formel 1’s første superstjerne kørte 51 løb på syv sæsoner og vandt næsten halvdelen af dem. Som i øvrigt en voksen mand. Han var 40 år gammel i 1951.

Alain Prost: 4 (1985, 1986, 1989, 1993)

Den franske professor vandt tre titler for McLaren og en enkelt for Williams, men kørte også to år for Ferrari. Rivaliseringen og venskabet med Ayrton Senna gør ham til en af de største i F1-historien.

Sebastian Vettel: 4 (2010-2013)

Tyskerne har stadig kun vundet titler for Red Bull med V8-motor. Lagde bedste ud og førte mesterskabet, før de personlige fejl blev for mange.

Max Verstappen vandt for andet år i træk i Mexico. Foto: MARK THOMPSON/Ritzau Scanpix
Max Verstappen vandt for andet år i træk i Mexico. Foto: MARK THOMPSON/Ritzau Scanpix
 

Ole Schack tjekker forholdene i Max Verstappens Formel 1-racer. Foto: Jan Sommer Sport og Spil Verstappens danske stjernemekaniker: Fra fejedreng til Formel 1

Jakob Hovgaard følger Kevin Magnussen som fysioterapeut og praktisk gris. Foto: Jan Sommer Sport og Spil Var tidligere elitefodboldspiller: Nu har han fået drømmejobbet hos Kevin

Foto: Andy Hone/Haas F1 Team Sport og Spil Kevins nye hjem: Her er jeg tryg

Sport og Spil Mød Haas-mekanikerne: 'Kevin er en af drengene'

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Formel 1
Mest læste i Formel 1
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Steffan Kærulf Frandsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen