BAHRAIN (Ekstra Bladet): Aftenbønnen for Kevin Magnussen blev opfyldt. Bahrains Grand Prix bød på utallige udgåede biler, crash og besøg af en safety car.
Alle de elementer, der skal til, før man kan lykkes med den umulige mission at køre fra sidstepladsen på grund af lørdagens uheldige tidtagning til pointene.
Desværre for danskeren var han en af syv (!) udgåede racere, efter Haas-raceren stod af efter blot otte omgange.
- Jeg ved endnu ikke, hvad der skete, og det ved teamet heller ikke. Den stoppede bare. Ikke kun motoren; det hele lukkede ned. Det har været en weekend til glemmebogen, sagde Kevin Magnussen, inden han smuttede ind i Haas-garagen for at følge resten af løbet, hvor han kunne se teamkammeraten score point.
Romain Grosjean avancerede en enkelt plads og matchede danskerens ottendeplads fra Shanghai.
Ferrari ramte rigtigt med sin dækstrategi og viste fornem fart i løbet, så Sebastian Vettel kunne vinde sin anden sejr i år, og nu fører han VM-stillingen.
Første pole i karrieren
Lørdag scorede Valtteri Bottas sin første pole-position i karrieren. Han kom godt fra start, hvorimod Lewis Hamilton døjede med hjulpspin og blev overhalet af Sebastian Vettel.
Herefter var det ligeledes et løb til glemmebogen for finnen, som var markant langsommere end Lewis Hamilton og fik senere besked på at slippe ham forbi. Omend han blev treer.
Ifølge teamchefen Toto Wolff var der problemer med dæktrykket, og teamet vidste, han ville få det svært.
Force Indias Sergio Perez var det andet offer for Carlos Sainz’ motorproblemer lørdag, og han kørte sig ind på en syvendeplads efter at være startet som nummer 18.
Fornuftig Kevin-start
Så mulighederne for avancement var til stede. Fra sidstepladsen fik Kevin Magnussen da også en ganske fornuftig start.
Honda gav endnu en gang prøver på, hvor store problemer de er i, da Stoffel Vandoorne slet ikke kom ud af garagen. Motorenheden ville ikke lege med; undervejs i løbet fik de japanske bosser tilmed en sviner fra Fernando Alonso, da den spanske stjerne meddelte over radioen, at han ‘aldrig havde kørt race med så lidt motorkraft’. For så at udgå kort før ternet flag.
Så danskeren fik en placering foræret, overhalede de to Sauber-racere inklusiv tilbagevendte Pascal Wehrlein, som ellers var startet 13’er.
Daniil Kvyat kørte af banen, og så kunne Kevin Magnussen tage hul på løbet for alvor fra 16. pladsen. Men allerede efter otte omgange gik Haas-raceren ud, og danskeren måtte parkere den ude på Bahrain International Circuit. Teamet havde haft lidt tekniske problemer med at få den startet lige inden løbet, men var umiddelbart overbevist om, at problemet var løst.
Red Bulls hollandske komet Max Verstappen fik også en superstart og gled forbi sin teamkammerat. Han lukrerede ikke på den, da en tidlig bremsefejl ødelagde teenagerens løb.
Kigger på episode
Øjeblikket, hvor der for alvor blev mulighed for at lege med dæk-strategierne var efter Lance Stroll og Carlos Sainz hamrede sammen, hvilket sendte en safetycar på banen.
Dommerne kigger på den episode efter løbet. Umiddelbart kunne det godt tyde på, at Williams-rookien skar ind foran Toro Rossos spanier og ikke efterlod ham nok plads.
De uddelte også fem sekunder til Lewis Hamilton for at køre for langsomt i pitten, hvor han blokerede Daniel Ricciardo.
Ved målstregen var briten 6,660 sekunder efter Sebastian Vettel, så den straf var meget tæt på at blive afgørende.
Drama i Bahrain: Lewis Hamilton får tidsstraf for at køre for langsomt:
Kom med onboard på Kevins racer, når rattet går i sort og raceren dør: