BAKU (Ekstra Bladet): Tiderne fra årets første tre kvalifikationer har været barsk læsning for Kevin Magnussen. Danskeren fik en decideret røvfuld af Nico Hülkenberg i Bahrain og Australien, mens tekniske problemer hæmmede ham i Saudi-Arabien.
Ligesom fire andre kørere har Magnussen stadig til gode at slå teamkammeraten under tidtagning i år.
Den slags irriterer enhver racerkører, uanset hvad de selv siger officielt!
Teamchef Günther Steiner er dog fortrøstningsfuld på sin danske kørers vegne, men understreger også, at indsatsen er hævet sammenlignet med sidste år.
For der skal noget mere til at slå Nico Hülkenberg end Mick Schumacher.
Steiner er i sit spøgefulde hjørne, da Ekstra Bladet spørger til, hvordan teamet får kickstartet Magnussens kvalifikationer. Som konkurrencen er i midterfeltet, dur det ikke at være over et halvt sekund fra teamkammeraten hver anden lørdag.
- Mener du, hvordan jeg giver ham et los bagi, spørger teamchefen.
- Jeg holder naturligvis øje med oversigten og tiderne, og vi skal have Kevin derop. Nico er på samme team, så det kan lade sig gøre.
- Men Kevin er positiv om tingene, og jeg tror på, at han kan nå det. For at sige det simpelt var der steder, hvor han ikke var lige så hurtig. Men eksempelvis i Jeddah var der et problem med gearskiftet, forklarer Steiner.
Langtfra slået
- Jeg vil ikke sige, at han har mistet selvtillid. Han skal bare have ind i sit hoved, at han skal indhente Nico. Alle kørere vil først og fremmest slå deres teamkammerat. Og han ved, at bilen er i stand til det.
- Jeg tror på, at han kan gøre det. Jeg ser ham ikke være nedtrykt eller den slags, hvilket er opmuntrende for mig. Han er ikke slået eller har mistet troen.
- Men tydeligvis har Nico højnet niveauet og hævet indsatsen. Nu skal Kevin indhente ham, og det er op til ham selv. Han har alle muligheder, bilen er den samme, og han kan se, hvad Nico laver.
- Lige nu og her er jeg ret afslappet omkring det hele. Jeg går ikke i panik eller noget i den retning. Kevin skal nok nå det, siger Haas-chefen.
- Hvornår begynder du at panikke?
- Efter sommerferien, tror jeg, joker Steiner.
- Men bare rolig. Jeg går ikke i panik.
Startede på hælene
Kevin Magnussens side af garagen forklarer selv forskellen med, at de siden test for ofte er startet weekenden på hælene uden det rigtige setup.
- Hvis du starter første træning med, hvad du kører i kvalifikationen, får du mange flere omgange med den bil og den balance. Du kan optimere din kørestil omkring det, siger danskeren.
- Det er aldrig optimalt at gå ind til tidtagning med et anderledes setup. Målet for os er at starte weekenden lidt tættere på, hvad vi skal bruge i kvalifikation og løb.
Aserbajdsjans Grand Prix bliver ekstra tricky, da det er årets første sprint-weekend. Derfor køres kun en træning, og allerede fredag aften afvikles tidtagningen.
SE OGSÅ: Haas-chef løfter sløret: Her er potentialet